
I forbindelse med forhandlingerne omkring en erhvervspakke har jeg på vegne af DF arbejdet målrettet på at få afsat midler til en markant forbedret turismeindsats i Danmark, set i relation til at få flere til at holde deres ferie her i landet. I regeringens erhvervsudspil var der desværre ikke afsat tilstrækkeligt med midler - og derfor var det en udfordring at få italesat forbedrede rammevilkår på området. Nu står vi så med en endelig erhvervsaftale - og netop turismeindsatsen er det lykkedes DF at få markant med ind i aftalen.
De danske campingpladser er kraftigt udfordret økonomisk, ikke mindst i forhold til alt for høje el- og vandafledningsafgifter som især udgør en faktor når det gælder om at tiltrække udenlandske gæster på campingpladserne, da Kroatien, Holland, Sverige og Polen kan tilbyde langt lavere energipriser til deres gæster. Med aftalen har vi derfor sikret at der allerede fra 1. januar 2018 er afsat 20 mio. kr. som nedsætter campingpladser og lystbådehavnes el-udgifter. Ligeledes sænker vi afgiften på ledningsført vand med 5. mio. kr. årligt til samme virksomheder.
I aftalen har vi ligeledes prioriteret 15 mio. kr. mere pr. år til det arbejde som Visit Denmark udfører, netop at få synliggjort Danmark som en attraktiv feriedestination. Målet er især at tiltrække endnu flere besøgende fra nærmarkeder som eksempelvis Tyskland, Sverige, Norge og Holland. Det beløb flerdobles efterfølgende med kampagnemidler fra turisme-aktørerne selv.
Til aftalen er der også afsat 125 mio. kr. som nu skal forhandles bl.a. til forhøjelse af det skattefradrag på omkring 21.000 kr. som man i dag kan opnå ved at udleje sin fritidsbolig. Det beløb er regeringen og DF enige om skal stige til imellem 36.000 og 40.000 kr. pr. fritidshus der udlejes. Ved at få flere fritidshuse til udlejning vil vi være i stand til at tilbyde endnu flere udlændinge at holde ferie i Danmark – også i højsæsonen! Sidst men ikke mindst så får vi iværksat en mere grundig dialog med EU-kommissionen om muligheden for målrettet at kunne nedsætte de danske hotellers rumvarmeafgiftssats. En aftale som vi i DF håber på kan effektueres i forbindelse med finansloven for 2019.
Med aftalen er jeg sikker på, at vi opnår endnu bedre rammebetingelser for de danske turismeerhverv – det var længe undervejs, men nu lykkedes det!