
Holdsamarbejdet mellem Nim og Østbirk årgang 2003 piger har spillet sin første 11-mands kamp - en testkamp mod Hedensted IF - og Østbirk-Nim pigerne vandt med 3-2 på udebane.
Pigerne kom godt fra start i den første 11-mands kamp. Hedensted stod langt fremme på banen, og det gav mulighed for at spille lange bolde, som der kan løbes på. Cecilie Sørensen havde i starten et godt løb mod mål - næsten fri - og hun var meget tæt på at åbne scoringen.
Østbirk-Nim pigerne kom først på måltavlen med mål af Elsebeth la Cour på hovedstød. Et indlæg fra højre side af Julie Johnsen blev forlænget af en Hedenstedspiller, og så var Elsebeth på pletten.
Østbirk-Nim pigerne scorede yderligere 2 gange, og det var Laura Pontoppidan Jakobsen og Julie Johnsen, der begge scorede efter en lang dribletur. Bolden blev i begge tilfælde spillet gennem Hedenstedforsvaret med en lang stikning, hvor bolden blev modtaget lige bag ved Hedenstedforsvaret, hvorefter turen gik direkte mod mål. Der blev i begge tilfælde scoret sikkert.
Der var flere gode løb mod mål i 1. halvleg, og det gik godt med at holde pladserne, selv om det var nyt. Det kneb mere med Offside reglen, men det kommer med erfaringen, siger trænerteamet.
2. halvleg blev en mere rodet affære - jo færre kræfter, der var i overskud. Hedensted fik flere chancer, som Frida W. Mathisen klarede flot på mål. Hedensted havde bl.a. et skud på stolpen.
Der var gode chancer til begge hold gennem halvlegen, og det var 2 jævnbyrdige hold, som begge skulle vende sig til en ny spilleform på 11-mands banen.
Hedensted scorede 2 mål i halvlegen, men Østbirk-Nim pigerne hev sejren i hus til slutresultatet 3-2.
En af trænerne, Poul Skjødt, havde følgende kommentar efter kampen:
- Pigerne fortjener stor ros for en særdeles koncentreret holdindsats. Skal man fremhæve en af pigerne, så vil jeg gerne fremhæve Julie Johnsen, som var meget kampafgørende på dagen.
Østbirk-Nim pigerne indtræder efter sommerferien i U14 mesterrækken for 11-mands hold, og er også ved denne lejlighed blevet parret med Hedensted IF.