Af Vibeke Juul, foto: Per Algreen
Men nu har et lille vidunder sneget sig ind i familiens hverdag: det teknologiske hjælpemiddel Mobilize Me. En app, der med visuelle fotos på smartphonen eller tabletten, kan skabe overblik og struktur på hendes søns hverdag.
Det har betydet, at hvor der før ofte var sure miner på vej til daginstitutionen, så er der i dag glæde og godt humør. Kamilla behøver nemlig ikke længere sige tingene 40 gange, før de bliver gjort.
- Med app'en kan jeg forberede Charlies dage, så han bliver gjort opmærksom på, hvornår han skal gøre tingene. For eksempel stå op, gå på toilet m.v. og hvor meget tid, han har til det. App'en husker ham også på at lukke køleskabsdøren og skylle ud efter toiletbesøg. Charlie kan selv vinge af på tabletten, når han har gjort tingene, og det synes han er sjovt, fortæller Kamilla, der glæder sig over det overskud, brugen af Mobilize Me har skabt. Noget hele familien, der også tæller far og en lillebror, har glæde af.
Og glæden spreder sig. Som led i et toårigt projekt er Horsens Kommune nemlig i gang med at uddanne sine medarbejdere i brugen af Mobilize Me. Indtil videre har 50 lærere og pædagoger været på kursus, og de er nu superbrugere rundt om på skoler, daginstitutioner og voksen-institutioner.
Én af dem er Else Sørensen Hviid. Else har været Kamillas lærer på AUA Horsens - en skole der tilbyder unge og voksne arbejde og specialundervisning.
- Før Kamilla tog app'en i brug, var hun så stresset hver morgen over at skulle ud ad døren med to små børn, at der som regel gik en halv time, før hun var faldet ned og klar til undervisning. Nu lander hun meget hurtigere, hvilket har stor betydning for indlæringen.
Ifølge Anja Friis Christensen, der er projektleder for Mobilize Me i Horsens Kommune, har app'en vist sig at være et fantastisk redskab for børn med diagnoser, men rent faktisk kan den bruges af alle, som har behov for at skabe sammenhæng, struktur og overblik over en ellers forvirret hverdag.
- I Horsens Kommune er planen, at Mobilize Me skal følge børnene fra daginstitution til skole og gerne helt ind på voksenområdet (ASV Horsens, Bo Døgn m.fl.). Derfor håber vi på, at rigtig mange medarbejdere på kryds og tværs af organisationen vil tage et kursus i at bruge app'en.
Kurset omfatter også undervisning i brugen af PlaNet - en app for voksne der har ekstra meget brug for at få sat deres hverdag i system.