Genbrugsdag: Sådan giver du dit affald nyt liv



Vil du bygge en hylde ud af affaldstræ eller sømme en redekasse sammen af en brugt palle? Så har du muligheden, når Affald og Genbrug fra Horsens Kommune lørdag den 10. august 2019 fra kl. 11 holder åbent hus og genbrugsdag i omlastehallen på Endelavevej 13b i Horsens.

Her kan du møde to af de helt store genbrugsguruer i Danmark - Kuno Bonne, som er kendt fra DR's program "Genbrugsguld" og Nicolai Manco, som deltog i dette års "Nybyggerne" på TV2.

Håndværker Kuno Bonne vil fortælle om sin tid med "Genbrugsguld" samt give gode fif til, hvordan man finder gode genbrugsting og giver dem nyt liv. Nicolai Manco vil hele dagen afholde workshop, hvor han viser, hvordan man kan bruge genbrugstræ til at bygge nye lækre, brugbare ting.

Det hele foregår kl. 11-16 i omlastehallen for enden af Endelavevej, hvor man samtidig kan få en rundvisning og blive klogere på, hvad der sker med vores mad-, emballage og papiraffald efter skraldemanden henter det, og inden det sendes videre til genanvendelse. Kuno Bonne holder foredrag kl. 11 og kl. 14, mens Nicolai Manco står klar til at hjælpe kl. 11-16. Hele dagen er der juice, kaffe og kage.

Kommer også til oplandet

Genbrugsdagen markerer, at kommunens nye ambitiøse affaldshåndteringsplan - "Ressourceplan 2019-2024" - i øjeblikket er i høring.

- Horsensianerne har rykket sig rigtig meget på affaldsområdet, og det betyder, at vi i dag genanvender mere end halvdelen af vores affald. Det er virkelig flot, og det viser, at borgerne gerne vil sortere. Med den nye ”Ressourceplan” skruer vi en tand op for ambitionerne, blandt andet ved at sætte endnu mere fokus på genbrug og på, hvordan vi forfiner det nuværende affaldssystem, så vi får samlet endnu mere affald til genanvendelse, forklarer Paw Amdisen, som er formand for GRO - Horsens' grønne tænketank, som har været med i udarbejdelsen af den nye "Ressourceplan".

Også i oplandet kan du blive klogere på den nye plan. Fredag den 9. august 2019 vil medarbejdere fra Affald og Genbrug stå ved Brugsen i Hovedgård, mens de fredag den 16. august 2019 kommer forbi Brugsen i Brædstrup. Begge steder kan du få mere at vide om den nye plan og hvilke spændende og bæredygtige tiltag, den indeholder.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025