
Det årlige Folkemøde på Ejer Bavnehøj finder sted næste søndag.
Grænseforeningen for Skanderborg og Omegn er klar med et både alsidigt og spændende program, der følger op på Folkemødernes traditioner med såvel de kendte programpunkter som nye indslag.
Omdrejningspunktet for Folkemøderne er den historiske sammenhæng med Sydslesvig. Det er derfor en selvfølge, at programmet har et indhold med flere relationer til det danske mindretal syd for grænsen.
De to talere, forhenværende fødevareminister Eva Kjer Hansen og Sydslesvigsk Forenings generalsekretær Jens A. Christiansen, har begge rødder i det slesvigske og sønderjyske, henholdsvis nord og syd for den dansk-tyske grænse og er meget aktive i udviklingen af det grænseoverskridende samarbejde. Publikum kan se frem til talere med markante udtryk og holdninger om både det historiske og nutidssamfundet, og sikkert også kommentarer til det aktuelle politiske liv.
Folkedansere fra Sydslesvig vil sammen med dansere for Skanderborg Folkedanserforening under ledelse af Inge Marie Christensen levere en flot opvisning i deres smukke og historiske dragter. Folkedanserne har gennem næsten alle årene siden 1984 været et fast programpunkt og meget synligt bevis for samarbejdet med det danske mindretal i Sydslesvig.
Gymnastikken leveres i år af ”Mumieholdet” fra Vejle. Holdet har flere gange gæstet Folkemøderne og med deres gymnastiske kunnen givet publikum en herlig og humørfyldt opvisning. Navnet til trods er det et meget levende hold, der med mange tidligere repræsentationsholdsgymnaster forstår at formidle gymnastikkens grundværdier i både i rytme og springserier. Holdet bliver derfor et velkomment gensyn for publikum.
Et helt nyt indslag i programmet er ”Opera på Grænsen” Det drejer sig om 2 uddannede operasangere, Julie Kold Vilstrup (sopran), Thomas Sigh (baryton) samt den prisbelønnede pianist Jacob Bahr, der er gået sammen for at udbrede opera for folket. Om sig selv siger de:
”Opera på Grænsen er Sønderjyllands egen opera. Vi skaber opera- og musikdramatiske oplevelser tæt på vores publikum og på en form, der har relevans for sønderjyderne. Således bestræber vi os på at lave begivenheder, der altid er i øjenhøjde og har kant. Vi ser det som væsentligt at udbrede kendskabet til og interessen for opera. Derfor tager vi gerne operaen ud af de sædvanlige rammer. Det gør vi for dels at nå ud til flest mulige, og dels for at vise folk, at opera ikke er elitær, men er ligeså relevant for sønderjyder som for københavnere”.
Programpunkterne afveksles og knyttes sammen med fællessange under ledelse af den efterhånden legendariske Johan Herold – tidligere mangeårig konsulent i Grænseforeningen. Herold bistås af Marianne Hougaard ved klaveret og Freddy Dencker med bas.
Mette Bock, medlem af folketinget og formand for Grænseforeningen byder velkommen og åbner Folkemødet kl. 13, hvorefter Folkemødernes mangeårige mødeleder Hans Bladt tager over for med vanlig og veloplagt entusiasme at knytte de forskellige programpunkter sammen til en helstøbt oplevelse.
I tilknytning til Folkemødet indledes der med en Gudstjeneste kl. 11 ved pastor Morten Mortensen fra Flensborg – HOT-koret medvirker her som det lokale islæt.
Mellem Gudstjeneste og Folkemødets åbning er der fælles frokost med medbragt mad. Og der er sågar musikalsk underholdning til. Hjemmeværnets Musikkorps, der flere gange har gæstet Folkemødet, disker op med både kendte og mindre kendte numre på repertoiret.
Publikum kan således se frem til flot Folkemøde på Ejer Bavnehøj bygget op over fællesskab og traditioner og med nye indslag iblandt.
Alle er velkomne og der er gratis entré!
Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!