Udsolgt til Endelave



De sociale medier har været med til at sprede budskabet om gratis sejlture til Endelave i september. Interessen er overvældende , og der er nu næsten lukket for reservation for personbiler i weekenderne, oplyser service- og beredskabschef Jørgen Broch.

Masser af folk vil gratis til Endelave i september, og allerede nu er der næsten lukket for reservation af biler i alle weekender.
 Det er dog stadig muligt at komme over i bil på ugens øvrige dage, ligesom alle på gåben er velkomne. Så længe passagertallet vel at mærke ikke overstiger de tilladte 249.
 - Det er gået rasende stærkt med at booke en plads i weekenderne. Interessen overstiger alle vores forventninger, fortæller service- og beredskabschef Jørgen Broch, Horsens Kommune.
 Han tilføjer, at det er vidt forskellige mennesker, der gerne vil over på den lille ø lige fra medlemmer af klubber til større grupper af familier og venner. Og så er der par, som vil tilbringe en weekend i sommerhus.
 De gratis sejlture omfatter personer og personbiler samt autocampere, håndværkerbiler, cykler, knallerter og motorcykler. Undtaget er alle former for påhængsvogne samt lastbiler og gods.
 Initiativet er led i Horsens Kommunes strategi for Endelave Færgefart, der også rummer en ny sejlplan gældende fra 1. oktober 2014.
 Ifølge planen vil færgen sejle en tur til Horsens havn hver den 1. tirsdag i måneden, hvor færgen vil ligge i Horsens fra kl. 9.30 til 13.25.
 Sejlplanen lever i stor udstrækning op til de besparelser, der ligger i langsommere sejlhastighed og forlænger kun pendlernes dag med fem minutter.
 Alle morgenafgange fra Endelave vil således være kl. 6.55 i stedet for kl. 7.00. Ankomsterne sidst på dagen vil være de samme som nu, hvilket også gælder antallet af dobbeltture.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025