
Risikofri grønne projekter er ikke, hvad de giver sig ud for. Når dit pensionsselskab investerer dine penge i vindmøller, præsenteres det som et projekt med lav risiko og højt afkast.
Det lyder for fornuftige mennesker som noget, der er for godt til at være sandt. Det er det også, men en tyrkertro på alt grønt kan åbenbart sætte den sunde fornuft ud af kraft.
Lav risiko og højt afkast kan hurtigt blive til høj risiko og lavt afkast eller tab, når det gælder grønne investeringer.
Den britiske regerings aflivning af en grøn støtteordning til vindmøller kostede for nyligt et stort dansk pensionsselskab et betragteligt tab.
Et andet stort dansk pensionsselskab har brændt fingrene på at købe DONGs gamle vindmøller. Da de i gennemsnit var 18 år gamle, modtog de ikke støtte mere. Men pensionsselskabet havde ikke taget højde for, at elprisen også kan falde! Den er faldet 40 procent, siden købet af vindmøllerne. Der er simpelthen for mange vindmøller I Danmark. Det presser strømprisen og gør investeringer i vindmøller til en dårlig forretning.
Pensionsselskabet har tilsyneladende foretaget investeringen af dine pensionspenge i grøn energi med hovedet under armen.
Det er naiv omgang med dine pensionspenge at investere dem i grøn energi. Det nytter ikke noget at føle sig godt tilpas ved tanken om grønne investeringer, hvis dine penge er tabt den dag, du skal på pension.
Pres dit pensionsselskab til at afstå fra at deltage i grønne investeringer. Det er Risky Business, som det ikke er passende at foretage med pensionsmidler.