Grundig rengøring inden genåbning



Amira er en af de ansatte, der gør dagtilbud og skoler rene. Her er hun i gang i institutionen H-huset på Ternevej. Foto: Horsens Kommune

Rengøringsansatte i Horsens Kommune har de seneste dage knoklet på for at gøre alle daginstitutioner og skoler grundigt rene, inden børnene fra denne uge vender tilbage. Med genåbningen af vuggestuer, børnehaver og skoler er der i Horsens Kommune fokus på, hvordan der kan sikres en god hygiejne, der lever op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

- Udover den helt almindelige grundige rengøring har vores rengøringspersonale i øjeblikket et særligt fokus på bl.a. vandhaner, toiletter, håndtag og lyskontakter, som alt sammen bliver gjort ekstra grundigt rent. Det vil vi også fortsætte med, efter dagtilbud og skoler er åbnet, og hver dag vil der komme rengøringspersonale rundt på alle stederne to gange om dagen, forklarer Tanja Nyborg, der er direktør for Uddannelse og Arbejdsmarked i Horsens Kommune.

I dagtilbuddene får de flader, som børnene ofte rører ved, f.eks. når de rejser sig, også en ekstra tur med vand og rengøringsmiddel. Også alle kommunens dagplejere har gjort rent, så de er klar til at tage imod børnene.

- Vores dagplejere, pædagoger og lærere vil også løbende vurdere, om der er legeredskaber, der skal gøres rene eller sprittes af. Vi følger selvfølgelig også alle Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og det betyder bl.a., at alt det løse legetøj bliver vasket hver dag. Det legetøj, som ikke kan vaskes, bliver pakket væk for en periode, siger Tanja Nyborg.

Alle skal vaske hænder

Hun understreger, at der naturligvis også vil være fokus på hyppig og grundig håndvask. Personalet er instrueret i Sundhedsstyrelsens retningslinjer om håndvask, så de kan blive fulgt af både børn og personale.

Kirstine Bie, der er afdelingsleder i kommunens rengøringsafdeling, roser de ansatte for på kort tid at yde en rigtig stor indsats.
- Alle har en interesse i at gøre det bedst muligt, så alle kan være trygge ved, at der er en rigtig god hygiejne. Alle medarbejdere er oplært og instrueret i, hvordan vi sikrer den bedste hygiejne, og vi følger selvfølgelig løbende den vejledning og de retningslinjer, Sundhedsstyrelsen melder ud, fortæller Kirstine Bie.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025