Guld, sølv og masser af ros i Hovedgård



Tirsdag 25. februar var bagerlærling Mette Gene Sandberg, 22 år, til sin svendeprøve som bager på Kold College i Hjallese på Fyn sammen med fem andre lærlinge. Her skulle hun blandt andet lave emmerbrød, en kransekagevugge, spandauere, en wienerstang og minipizzaer.

Drømmeteam til Fyn

Ifølge bagermester Henrik Kjær var der en næsten elektrisk stemning i lokalet og censorerne/skue mestrene havde alle glædes lys tændt i øjnene, da de var vidne til noget som sjældent sker ved fagprøverne. Det var et drømmeteam som Kagehuset og Henrik Kjær havde sendt til prøverne og de kom hjem med en guldmedalje, en sølvmedalje og en med ros.

På Kold College er det meget usædvanligt at man uddeler den anden guldmedalje på kun tre år og skolens direktør Gitte Bargholt er meget stolt over de flotte præstationer man oplevede i tirsdags, hvor mange af lærlingene kun var småfejl fra at score ædelmetal.

- Mette har været hos mig i næsten tre år og hun er gået fra at være en usikker lille pige til en selvsikker ung kvinde og guldvinder. Det er klart at hun vinder guld, for hun har orden og styr på sine sager, og der er altid rent hvor hun arbejder… det er ryddeligt, fortæller Henrik Kjær med stolthed.

Fremtiden er hos Hovedgård Bageri

Mette er vellidt af kollegaerne i bageriet og hun bliver tilbudt at fortsætte som bagersvend hos Hovedgård Bageri, hvilket hun meget gerne vil, for det er et sted som hun kender ind og ud. Mette Gene Sandberg har drømme for fremtiden og en af dem er at komme på kursus hos sit store forbillede:

- Jeg følger en fransk konditor som hedder Amaury Guichon, som er et kæmpe navn i konditorkredse. Han holder til i USA så jeg skal lige spare op, inden min drøm kan gå i opfyldelse, fortæller Mette Gene Sandberg.

Flot belønning for hårdt arbejde

Med æren som guldvindende bagersvend følger der også en kontant præmie med – Mette modtager en gavecheck på kr. 10.000, - som er øremærket uddannelser og kurser inden for bagerfaget og Henrik Kjær runder af:

- Mette har arbejdet meget hårdt for at nå så lang og jeg står 100% bag hende. Jeg har tænkt på at nogle af hendes brød og kager fra svendeprøven skal laves i større skala i bageriet, og så vil vi prøve at sælge dem i vores butikker. Jeg håber at Mette vil stille op til danske konkurrencer i brød og bagværk… når Mette modtager sin guldmedalje, holder vi en stor reception for hende her i bageriet med gæster og taler.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025