
Med æren fulgte også en stor klapsalve fra de godt 100 deltagere og en check på 5.000 kr., som foreningerne kan bruge til udvikling. Betingelsen for at modtage titlen er nemlig, at man har gjort en særlig indsats for at udvikle foreningen. Begge har oprettet en såkaldt ”Klub Frivillig” – en klub i klubben for dem, som har lyst til at hjælpe ved fx stævner, fester eller med hjemmesiden.
Den rigtige frivillige
- På den måde bliver den frivillige indsats langt mere synlig for nye mennesker. Vi har en liste over dem, vi kan spørge i stedet for at prikke de samme, som vi plejer. Når vi får tilmeldinger til Klub Frivillige, fortæller folk, hvad de godt kan lide at arbejde med. På den måde får vi den rette person til opgaven med det samme, fortæller Rasmus Mazanti, formand for Gedved IF.
Tryk på udvikling
Sidste vinter var Gedved IF med et udviklingsforløb, DM i Foreningsudvikling, hvor DGI hjælper med rådgivning og sparring for at gøre ideer til virkelighed. Samme forløb er Uldum IF begyndt på i dette efterår. ”Det griber om sig, når først man får besøg af DGI’s udviklingskonsulent. Efter det første møde med ham var vi helt høje. Der var plancher, tusser og gule lapper over det hele, fortæller en smilende Anja Tønnes-Madsen, formand for Uldum IF.
Fælles energi
Hendes forventning til udviklingsforløbet er primært at få en fælles platform i bestyrelsen. ”Vi skal have en køreplan, hvor alle byder ind med deres kompetencer. På den måde får vi skabt en fælles energi, så vi kan sætte kursen for foreningens udvikling.
Inspiration for de andre
De to foreninger har og får en bunke erfaringer, som DGI Sydøstjyllands andre 510 medlemsforeninger kan bruge som inspiration til deres egen udvikling. Det gælder om at få udviklet friske tilbud til nye typer idrætsudøvere og få flere frivillige til at hjælpe med den daglige drift af en forening.
Nye i bestyrelsen
På DGI Sydøstjyllands årsmøde blev der desuden også valgt nye folk til bestyrelsen. Carsten Jakobsen fra Ammitsbøl SG&I og Claus Helstrup Graversen fra Jelling fS trådte ind som friske kræfter. Samtidigt blev det vedtaget at bestyrelsen reduceres fra otte til syv medlemmer. Rita Pedersen fra Bredstrup-Pjedsted IF forsatte endnu en periode som formand uden modkandidater.