Halbyggeri i Østbirk begynder til september



Tirsdagens generalforsamling i Østbirkhallen var ikke blæst op til at være aftenen, hvor hallen præsenterede den forestående tilbygning. Tegningerne og projektet er endnu ikke helt færdiggjort, og indholdet er stadig åbent for forandring. Deltagerantallet på 28 fremmødte var dog noget højere end vanligt, og formand Bo Mogensen leverede en kort, men præcis beretning om et godt år, og man fornemmede blandt deltagerne forventning om at få nysgerrigheden stillet på bygningsmassens forøgelse.
 Tegningerne blev da også efterfølgende præsenteret i et projekt, hvor tanken er at Østbirkhallen leverer rammerne, og Østbirk IF fylder dem ud, alt efter hvor stor økonomi det lykkes foreningen at samle i den forholdsvis korte periode i pæn magin til september 2018, hvor om alt går vel, den nye Østbirkhal kan indvies.
 Bo Mogensen kunne fortælle om et godt år for hallen. Godt på økonomi, stærk på fællesskab, men naturligvis også et udfordrende år, da man som de seneste mange år var umuligt udfordret på kvadratmeter.
 Østbirkhallens halfit i den tidligere bestyrerbolig ovenpå hallen har oplevet en formidabel opbakning, og giver således også et økonomisk afkast til driften, der sammen med bierfesterne på frivillighed gør hallen varmere og nødvendigt økonomisk sundere i hverdagen. En opbakning halbestyrelsen håber fortsætter i den spændende tid som er forude i byggeperioden.
 Halfit, der fra starten var i økonomisk balance med 150 medlemmer og håbede på 200, rundende i løbet af året 300 medlemmer og er på trods af at sæsonen går mod sommeren, stadig i vækst. I tirsdags var medlemstallet således 330.

Østbirkhallen bygger hvad der bygges kan for 10 mill.
Under eventuelt præsenterede Bo Mogensen tegningerne over hallens tilbygning. Tidsplanen siger start september 2017, slut september 2018. Mod fodboldbanen opføres en ny multihal på 714 kvadratmeter. Denne indeholder en foldevæg, således at hallen kan deles i ca. 1/3 og 2/3. Imellem multihallen og det nuværende klubhus, som omdannes til møderum og bad/omklædning, opføres nyt køkken og cafeteriaområde. Imellem hallerne bliver et gangareal med vinduesåbninger, og i det nuværende cafeteria og forhalområde etableres mødelokaler, ungdomsklub og fysioterapi. Sceneområdet bliver depotområde, også med indgang udefra, og det nuværende cafeteria omdannes muligvis til motionsrum i forbindelse med halfit ovenpå.
 Økonomien begrænser Østbirkhallen i at bygge større, og udfordringen med at få lokalerne til at ”nå sammen” er lagt i hænderne på Østbirk Idrætsforening. Her står håndboldafdelingen på spring for mere haltid samtidig med at gymnastikken gerne vil væk fra skolens nedslidte gymnastiksal.
 Hvad der - og om der skal ske noget med denne, er der endnu ingen officiel afgørelse om. Indtil september 2018 er den gamle gymnastiksal under alle omstændigheder fuldt booket.
 Iøvrigt var der genvalg til Bo Laursen som kasserer og Allan Broberg, John Jørgensen og Torben Pank til bestyrelsen. Som aktive suppleanter Claus Lindquist og Dennis Cato-Hansen.

winkKan du li' vores artikler - giv os et like her!

 

Løbende annoncer

 

Mest læste artikler

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025