Helhedsplanen for Østbirk og Vestbirk i høring



Østbirk Skoles fysiske rammer giver ikke optimale muligheder for at tilrettelægge en fleksibel og individuelt tilpasset undervisning, står der bl.a. i helhedsplanen, der er i høring frem til 7. januar 2015.

Helhedsplanen for Østbirk og Vestbirk er i høring fra den 5. november og frem til den 7. januar 2015. Indtil denne dato har alle borgere mulighed for at komme med bemærkninger til planen. Disse kan indsendes til Plan og By ved Horsens Kommune.
 Planen er lavet i samarbejde med en arbejdsgruppe fra Østbirk og Vestbirk, og planen er en samlet plan for disse to samhørige byer. I Vestbirkområdet har gruppen ligesom i Østbirk været på vandringer og set på forhold, fortrin og mangler. Planen er en slags temperaturmåler for området, som situationen er lige nu, og indeholder ikke en overflod af kommunale visioner for området. Temperaturen må specielt for Østbirks vedkommende betegnes som noget lunken, for planen gennemgår systematisk at området trænger til et ”akut lægetjek”.
 Om Østbirk Skole står der bl.a.: ”Østbirk Skoles bygninger er i mange henseender utidssvarende indrettet og en del af skolens bygningsmasse er mere end 100 år gammel. Indretningen betyder blandt andet, at der er få lokaler til opdeling af klasser i mindre hold, og dermed giver de fysiske rammer ikke optimale muligheder for at tilrettelægge en fleksibel og individuelt tilpasset undervisning.”
 Til gengæld er der ikke minusbemærkninger omkring børnhave, plejehjem og bibliotek, men naturligvis får den akutte lokalemangel, både omkring Østbirkhallen og generelt manglende lokaler på minussiden. ”Der bør fremadrettet arbejdes på at skabe flere idrætsforenings- og samlingslokaler i Østbirk” konkluderes der i helhedsplanen.
 Vestbirk og hovedsageligt Vestbirks flotte natur får topkarakterer i planen, der har masser af idéer til hvad der kan laves af tiltag omkring denne naturperle. Men også i Vestbirk, f.eks. omkring krydset, er der løsningsforslag og bl.a. konstateres der ikke fuldførte fortovsstykker i byen.
 Den kollektive trafik i Østbirk og omegn, hvor specielt de unge mennesker skal bruge uhensigtsmæssig lang tid på at komme til og fra Horsens, giver planen også løsningsforslag til med mere direkte forbindelser. Forbindelsen, eller mangel på samme, til Skanderborg/Aarhus trænger ifølge planen til optimering. Der er forslag til stier og cykelstier, byrenoveringer og forbedringer, projekter og naturligvis får trafiksikkerheden ved Bryrupbanestien/Ydingvej et løsningsforslag med i planen - den tidligere så ofte omtalte tunnelløsning er foreslået som en trafiksanering med et ”shared space”. Peder Skrams Plads betegnes som slidt og trist, et sted hvor byforskønnelse bør ske og området langs Ydingvej ved Kiwi og Apoteket foreslås beplantet.
 Du kan læse hele planen på Horsens Kommunes hjemmeside og høre Randi Vuust Skall, Horsens Kommune, gå i deltaljer omkring helhedsplanen onsdag den 17. december kl. 19.30 i Vestbirk Forsamlingshus. Det er arbejdsgruppen der er arragører af mødet.
 En helhedsplan er ikke juridisk bindende, men udarbejdet som et værktøj til at danne sig et overblik over mål og udfordringer.
 Du kan også finde et link til helhedsplanen her: http://www.horsenskom.dk/~/media/Publikationer/TeknikOgMiljoe/PlanBygOg…

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025