
Landbetjenten i Kattrup skal nu hjælpe borgerne med at få startet nabohjælp i den lille landsby. Arkivfoto: bogo.
I landsbyen Kattrup har tryghed høj prioritet.
Derfor skal byens landbetjent Thomas Østrup nu på banen.
Mandag den 17. august kl. 20.00 fortæller han om det kriminalpræventive Råds nabohjælpsordning. Det sker i Kattrup Forsamlingshus.
Bagefter er det meningen, at landsbyens beboere skal drøfte, hvordan de vil organisere nabohjælpen.
- Kattrup er en god lille landsby at bo i, men for øjeblikket oplever vi et generationsskifte, der betyder, at ikke alle kender hinanden lige godt. Med arrangementet på mandag skal vi blive klogere på, hvordan vi får organiseret god nabohjælp, så vi både får styrket fællesskabet og bevarer en tryg landsby, fortæller Henning Sørensen, der er tovholder på nabohjælpsgruppen.
Horsens Byråd har givet i alt tre landsbyer i kommunen – Kattrup, Tønning-Træden og Haldrup – hver 100.000 kr. at lege med i forbindelse med projekt Den Trygge Landsby.
Ud over nabohjælp satser Kattrupborgerne blandt andet på at bruge penge på et moderne IT-forsamlingshus, en hjertestarter, nye mål på fodboldbanen og initiativer til mere brug af forsamlingshuset.
I Haldrup vil borgerne lave en seniorklub og petanquebane m.m., mens Tønning-Træden har planer om at bygge en del af forsamlingshuset om til et ”hverdagens samlingssted” med butik, café, forsamlingshus og bålplads.
Initiativerne sættes i gang i samarbejde med Sund By Butikken i Horsens.