Frivilligt festivalbrændstof



Et hjerte der banker for teater, en høj grad at lokalpatriotisme, det sociale aspekt eller praktisk afviklererfaring der kan skrives på CV’et. Der kan være mange bevæggrunde for at melde sig som frivillig, når store kulturbegivenheder kalder.
 På Horsens Teaterfestival har man hvert år brug for 15-20 spillestedsansvarlige og dertil en lang række øvrige frivillige til at løse andre opgaver. En spillestedsansvarlig har ansvaret for et spillested hele festivalweekenden. Der skal være hjælp til teatrets opstilling og nedtagning, forplejning og almindelig gåen til hånde, og der skal holdes styr på publikum og billettjek. Det er en stor opgave, som der heldigvis er en del, der vender tilbage til år efter år.
 - De frivillige er helt uvurderlige, fortæller festivalkoordinator Ditte Felding, der beskriver de frivilige som en væsentlig del af festivalens succes.
 Højskolerne i Testrup og Oure har tradition for at stille med et hold elever som frivillige til festivalen, og på samme måde er der også grupper af teaterstuderende fra universitet og teaterskoler, der kommer til Horsens i samlet flok, når der er festival. Men også lokale kulturfrivllige, som tidligere på året har hjulpet til fx. speedway og Bruce Springsteen-koncert melder klar igen, når det er børne- og ungdomsteater, der er på programmet. Det at kunne gøre en forskel for sin by, spiller her en væsentlig rolle, og igennem årene er der opbygget et hyggeligt fællesskab de lokale kulturfrivillige imellem.
 Festivalen har i år fået tilskud fra Tuborgfondet, der netop støtter projekter, der er drevet af frivillige ildsjæle, baseret på fællesskab. Festivalen har de seneste år udvidet sine sideaktiviteter betydeligt med kreative værksteder, egen åben byrumsinstallation – og seneste skud på stammen, at tilbyde en åben workshop i byrummet.
 Det kræver flere frivillige end tidligere år – og frivillige er faktisk ikke gratis.
 - Vi gør rigtig meget ud af, at betragte vores frivillige som medvirkende på lige fod som teatrene. De får den samme forplejning, og de får ligesom deltagende teatre en festbillet der dækker en tre-retters menu, underholdning og livemusik, ligesom de skal have festival-t-shirt på, når de er på vagt.
 Med flere frivillige stiger udgifterne naturligvis også. Det har Tuborgfondet fundet støtteværdigt, og det er vi meget taknemmelige for, siger Ditte Felding.
 Der er ikke vild luksus til gengæld for en hård arbejdsweekend til de frivillige. Når de frivillige er hoppet i hjælper-t-shirten er der lange arbejdsdage, fuld forplejning, overnatning i klasselokaler og en fest lørdag aften til gengæld.
 I år er fristen for tilmelding til at blive festivalfrivillig udløbet, og vagtplanerne så småt i gang med at falde på plads. Men har man lyst til at blive frivillig på festivalen til næste år, kan man tilmelde sig på festivalens hjemmeside, www.horsensteaterfestival.dk.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025