For 12 dage siden tabte Østbirk til Horsens Freja i et jævnbyrdigt opgør, og det scenarie gentog sig søndag eftermiddag i Vestergade.
Horsens Freja bragte sig i front i kampens indledning, og det blev startskuddet til en ligeså intens fight som i første opgør. Østbirk bragte balance i regnskabet da kampen havde rundet en halv time. Nicolai Holst steg til vejrs og headede Niclas Gam Sørensen fri, Niclas trykkede af i pæn afstand, og bolden fangede den ene opstander og i mål. Kort efter var Nicolai Holst igennem, men Frejas målmand klarede i stor stil, i modsætning til indsatsen ved scoringen, med en fornem fodparade.
Efter pausen klumrede Østbirk med en tværbold, der blev til en tilfældig returbold, Østbirk lod de rød/hvide komme til en gratis afslutning, og Kasper Ballegaard, der ellers havde haft flere fine redninger, var chanceløs.
I de kommende minutter var der pænt med scoringstilbud, i særdeleshed til Østbirk. Kasper Ballegaard leverede en klasseredning midt i halvlegen, men ellers var Nicolai Holst lige ved og næsten for Østbirk. Mutters alene med Frejas keeper 2 gange lykkedes det ikke at få to-tallet til at blinke ud for Østbirk på måltavlen. Og inden ærgrelsen over den sidste gigantchance havde lagt sig, lå bolden bag Ballegaard i den anden ende - og så var matchen reelt afgjort. I kampens sidste minutter scorede Horsens Freja til 4-1, men det var kun kosmetik til statistikkerne.
Klik her, bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook og få nyhederne på din væg!