
Fredag den 11. december ruller Musikskolens julebus ind ved Kuben, og der er livemusik med julestemning ombord.
Bussen, der ankommer kl. 15, har både kor- og saxofonnisser ombord, mens bussen kl. 15.30 medbringer orkesternisser fra både Langmarkskolens Skoleorkester, Black Birds og Wanna Be.
Scenografien til de små musikskolekoncerter er den julepyntede Kube. Det er illustratorerne Karina Bækkelund og Mette Nørhede, der har skabt vinteruniverset "Under Skoven Over Verden" i Kuben.
Dagen efter, lørdag den 12., er det den traditionsrige Mamas & Papas julejukebox, der stiller op med julemusik ved Det Gamle Rådhus. Her kan der ønskes og bestilles julemusik fra et bredt repertoire mod beskeden betaling. Overskuddet fra jukeboxen går til velgørende formål.
Samme lørdag kan man kl. 13 glæde sig til gratis risengrød på Søndergade, arrangeret af CityHorsens.
Har man endnu ikke fået kigget nærmere på Jul i Horsens, kan man hele december glæde sig over Julelegenden, den fantastiske miniaturegengivelse af juleevangeliet i Bytorv Horsens, Bytorv Horsens' eget fyldige juleprogram, flotte julede visuals projiceret på Bytorvets facade torsdag-lørdag, skøjtebanen på Rådhustorvet og den daglige gadekunst-julekalender.