Horsens Kommune hæver sit grønne ambitionsniveau



Det går godt i Horsens – også på det grønne område. I 2012 blev Horsens Kommune en ’Klimakommune’ og gik med til at reducere CO2-udledningen med 2% årligt frem til 2020.
 - Det har bl.a. medført, at vi i dag udleder mindre CO2, selvom vi er blevet flere horsensianere. Men vi skal blive endnu bedre, mener formanden for Klimarådet Dennis Hansen.
 - Horsens er ved at blive en stor by, og en stor by bør også have store ambitioner for miljøet. Kommuner i ind- og udland hæver i disse år ambitionsniveauet på klimaområdet, og det er godt, at vi vil gøre det samme, siger formanden.
 I Budgetforliget 2018 er forligspartierne blevet enige om, at Horsens Kommune skal gøre mere for at blive en Klimakommune Plus+ i 2018. Klimakommune Plus+ er et koncept udarbejdet af Danmarks Naturfredningsforening, og er lanceret med udgangspunkt i netop at øge det grønne ambitionsniveau blandt landets kommuner. Kommuner kan opnå Klimakommune Plus+ status ved at opfylde to ud af seks kriterier, der spænder over klimaindsatser som: Energirenovering, klimatilpasning, grønne indkøb, CO2-reducering, økologisk arealdrift samt frasalg af investeringer i fossile selskaber.
 - For at opnå status som Klimakommune Plus+ er vi nødt til at fastsætte nogle politiske mål og forpligte os selv. Derfor er vi i Klimarådet glade for, at Byrådet har taget vores anbefalinger om Klimakommune Plus+, og vores forslag om bedre infrastruktur til elbiler, alvorligt, siger Dennis Hansen og tilføjer:
 - For mig er det også kun logisk, at vi arbejder hen imod dette, for der skal faktisk ikke så meget til. Horsens Kommune arbejder nemlig allerede på en række projekter, som pejler ind i Klimakommune Plus+ konceptet, så den ligger lige til højrebenet. Og hvad angår elbiler, så er vi nødt til at skabe en bedre infrastruktur for de miljøvenlige trafikanter for at øge interessen og gøre de gode handlinger mere tilgængelige. Det gælder som sådan også cyklisterne. De bør også få bedre forhold, da cykling både er godt for sundheden, miljøet og fremkommeligheden.
 Klimarådet er et rådgivende organ for Teknik- og Miljøudvalget og er bredt sammensat af repræsentanter fra erhvervslivet, forsyningsselskaber, uddannelsesinstitutioner, interesseorganisationer og politikere.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025