Horsens Kommune skriver klimahistorie



Foto: Carsten Ingemann

Gennem projektet "DK2020 - Klimaplaner for hele Danmark" skal Horsens Kommune udvikle en ambitiøs, lokal klimaplan, som lever op til Parisaftalen.

46 kommuner er blevet udvalgt til projektet, og skal arbejde med den samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer inden for den grønne dagsorden - de såkaldte C40-byer. Horsens Kommune er derfor med til at skrive klimahistorie ved at være blandt de 46 kommuner i DK2020-projektet.

- DK2020 er et vigtigt gearskifte for os som kommune, fordi vi nu kan sætte yderligere fart på den grønne omstilling her i kommunen og dermed være med til at reducere vores klimaaftryk. Det er samtidig en mulighed for at udfordre os selv, fordi vi bliver krævet at komme med meget konkrete tiltag og bud på, hvordan vi bliver CO2-neutrale inden 2050, siger Charlotte Lyrskov, direktør for Teknik og Miljø, Horsens Kommune

Det særlige ved de klimahandlingsplaner, som kommunerne udarbejder i DK2020, er, at alle væsentlige kilder til drivhusgasudledning skal håndteres. Det er blandt andet transport, landbrug, energi, bygninger, byudvikling og kommunens egne biler og ejendomme. I klimahandlingsplanen skal hver kommune udpege konkrete klimatiltag, der tilsammen sikrer, at den enkelte kommune bliver CO2-neutrale senest i 2050 for hele kommunens geografiske område.

Derudover skal klimahandlingsplanen komme med konkrete bud på, hvordan kommunen vil tilpasse sig klimaforandringer, f.eks. afledning af kraftige regnskyl eller være på forkant med stormflod, inden planen til sidst bliver godkendt af det internationale bynetværk C40.

En plads i en ambitiøs klimaklub

Optagelsen i DK2020-projektet vækker også glæde hos borgmesteren:

- Konsekvenserne af klimaforandringerne mærker vi allerede her i kommunen og i resten af landet, og det er lokalt og regionalt, at vi skal løse udfordringerne. Det er derfor en glædelig nyhed, at vi er blevet en del af DK2020-projektet. Det er en ambitiøs klimaklub, hvor vi har en unik mulighed for at arbejde tæt og sparre med de andre 45 kommuner i projektet, Realdania, KL, regionerne og CONCITO. Det er et stærkt udgangspunkt for at omsætte overordnede, politiske mål til lokal handling, siger borgmester Peter Sørensen.

Interessen for at være med i DK2020 har også overvældet partnerne bag projektet, som er Realdania, KL og de fem regioner.

- Da ansøgningerne til projektet begyndte at tikke ind fra kommuner i hele landet, var det endnu en klar markering af, at engagementet og ønsket om at tage det lokale klimalederskab på sig er kæmpestort. Det er fantastisk at mærke, hvordan det her er en hjertesag for kommunerne og borgerne. Det er i hverdagen i lokalsamfundene, vi for alvor kan bidrage til at nå målet om at være klimaneutrale i 2050. Fra kommunernes side ser vi frem til et tæt samarbejde med alle gode lokale kræfter - borgere, erhvervsliv og civilsamfund - og jeg glæder mig til at følge med i udviklingen af nye lokale klimahandlingsplaner, og de spændende projekter, de kaster af sig over hele landet, siger Jacob Bundsgaard, formand for KL.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024