Kenneth Sørensen er 18 år. Han gik ud af skolen for tidligt og sad bare derhjemme hver dag. Det var svært at snakke med andre.
Emma Hansen er 14 år. Hun har diagnosen autist, men har egentlig nemt ved at møde nye mennesker. De forstår hende bare ikke …
Sådan så hverdagen ud for de to unge ind til de begyndte at komme i social træningsgruppe. Her har de fundet et fællesskab med andre unge, som slås med nogle af de samme problemer.
Social træningsgruppe under Familiebehandlingen og Ungecentret i Horsens Kommune er en gruppe for unge 14-18årige med vidt forskellige udfordringer og/eller diagnoser. Men alle har det tilfælles, at de savner socialt fællesskab med andre.
Bedre til small talk
I gruppen mødes de hver uge til hygge, spil og snak. Der er også et tema på dagsordenen, som handler om de ting, de unge bakser med. Hver deltager skal sættet et mål for, hvad han eller hun gerne vil forandre. Det kan f.eks. være at blive bedre til at ’small talke’, tage ud at handle i en butik blandt mange mennesker, passe sin skole mv.
Målet er, at de unge skal gøres uddannelsesparate, og blive bedre til at begå sig socialt.
- Her ser vi ikke den unge som problemet eller diagnosen. Problemet er problemet, og det er ofte en lettelse med den tilgang. Måske har en ung fået det stempel i sin omgangskreds, at hun ikke er én man snakker med, og så er det svært at bryde det mønster uden at få hjælp, fortæller Jette Bækkelund, der er familiebehandler.
- Vi støtter de unge i at være mentorer for hinanden, så de hjælper hinanden i gang. Det kan være rigtig svært at komme i gruppen første gang og at åbne op for sine problemer. Men her er intet pres - det kommer af sig selv, når de er klar til det, supplerer familiebehandler Susann Holm-Christensen.
Venner og sammenhold
Efter 6 måneder i gruppen er Kenneth i dag ved med at færdiggøre 9. klasse, og Emma, som stadig går i gruppen, har fået nye venner, der forstår hende.
- Man bliver accepteret, uanset hvordan man er, og de andre vil gerne lukke en ind. Jeg har fået mange venner her. Det er dejligt at være i gang med uddannelse. Det har givet mig troen tilbage på mig selv, siger Kenneth, der har gået i gruppen i et halvt år.
- Jeg har det svært i skolen, når der er mange mennesker omkring mig. Men hvis jeg har haft en dårlig dag, kan jeg tage fat i de andre i gruppen og snakke om det, fortæller Emma, der synes, det er rart, at de unge i gruppen kan give hinanden gode råd om forskellige problemer.
Forældrene inviteres også med i gruppen hver anden måned, så de ved, hvad der foregår, og kan bakke op derhjemme. De bliver ofte glade for at se, at de unge trives i gruppen, og at få mulighed for at dele erfaringer med andre forældre.
Fakta om Social Træningsgruppe
• Gruppen henvender sig til unge mellem 14 og 18 år, der har oplevet mobning, angst, mistillid eller svigt i nære relationer.
• Gruppen mødes en gang ugentligt i to timer. Der kan være op til 12 unge i en gruppe, og der er p.t. to grupper i gang.
• Der arbejdes i grupper men med individuelle mål om temaer som identitet, selvværd, kommunikation, konflikthåndtering, håndtering af angst, og fællesskab.
• Gruppen fungerer i et samarbejde mellem Ungecentret og familiebehandlingen i Horsens Kommune.
• Gruppen tager på forskellige ture fx til hhv. Baboon City, Givskud Zoo eller Djurs Sommerland. Dette har kunnet lade sig gøre på grund af støtte fra Smukfonden.
Foto: Horsens Kommune/Mette Pamperin Rasmussen.