
En bred aftale om Horsens Kommunes budget for 2016 og overslagsårene 2017-2019 er nu på plads.
Budgetaftalen, der blev underskrevet tirsdag middag, er indgået mellem Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Det konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten, og borgmester Peter Sørensen (S) udtrykker stor glæde over, at det er lykkedes at lave en aftale med opbakning fra alle partier i byrådet.
- Jeg er utrolig glad for, at et samlet byråd er enigt om, hvad vej Horsens Kommune skal. Vi er enige om, at Horsens er og fortsat skal være en vækstkommune. Væksten skal understøttes af en ambitiøs erhvervs- og bosætningsstrategi, og væksten skal sikre, at vi skaber de bedst mulige rammer for velfærd og jobskabelse, siger Peter Sørensen.
Horsens Kommune er blandt Danmarks hurtigst voksende kommuner i forhold til bosætning og har de seneste år også oplevet vækst i antallet af private arbejdspladser. Den gode udvikling er båret af en mangeårig satsning på branding af Horsens Kommune som en oplevelses- og kulturkommune.
Derfor skal der også ske en videreudvikling og styrkelse af Horsens som event-, møde- og konferenceby, og formålet er at fastholde kommunens stærke brand og øge antallet af besøgende og overnattende gæster i hele kommunen. Planen er blandt andet at opføre en ny møde- og eventhal i forlængelse af Forum Horsens, der skal indrettes som møde- og konferencested for op til 1000 gæster – og som skal indrettes fleksibelt, så der bliver mulighed for mindre mødelokaler.
- Og så satser vi fortsat på udviklingen af Fængslet til en attraktion i international særklasse. Fængslet byder på koncerter, festivaler, konferencer, events og et fængselsmuseum i absolut verdensklasse, og nu investerer vi yderligere i at få arealerne omkring bygningerne op på høj international standard, siger Peter Sørensen.
Fra aftalen kan også nævnes, at Horsens Alliancens indsats for at reducere antallet af Horsens-borgere på overførselsindkomst bærer frugt og at dækningsafgiften derfor yderligere sænkes i 2016 med 1,5 promille. Erhvervslivets udgift til dækningsafgift var i 2013 ca. 50 mio. kr. og vil i den indgåede aftale være helt udfaset i 2017, hvis aftalens mål nås.
Og så oprettes et nyt erhvervsforum, Vækst Alliancen.
- Vækst i erhvervslivet går hånd i hånd med en positiv udvikling i beskæftigelse og uddannelse og er afgørende for at skabe nye arbejdspladser. Derfor er erhvervsudvikling, uddannelse og beskæftigelse tre sider af samme sag, og derfor oprettes et nyt erhvervsforum, som skal arbejde med den fælles dagsorden, siger Peter Sørensen.
Af budgetaftalen fremgår også, at der afsættes penge til at øge normeringerne i daginstitutionerne, at der oprettes 100 nye vuggestuepladser frem mod 2017, at der afsættes penge til de små og mellemstore folkeskoler til fleksible holddannelser og to-lærer ordninger for at styrke inklusionsindsatsen, at ældre- og handicapområdet tilføres flere penge, og at Horsens Kommune opretter 50 ekstra elevstillinger.
Endelig kan det nævnes, at der i aftalen er afsat 350 mio. kr. frem mod 2020 til at forbedre infrastrukturen i Horsens Kommune. Væksten – i både erhvervslivet og befolkningen – kræver, at trafikken ikke bliver vækst-hæmmer, og derfor investeres i blandt andet en omfartsvej syd om Horsens og en ny motorvejstilslutning ved Hatting.
- Når vi igen i år kan have et konstruktivt og positivt grundlag for vores budgetlægning, skyldes det, at vores organisation arbejder med økonomien hele året. Det betyder blandt andet, at vi undgår de situationer, som flere kommuner rundt omkring os lige nu befinder sig i, nemlig de store sparerunder. Og jeg vil gerne kvittere overfor udvalg, ledere og medarbejdere, som alle loyalt og aktivt tager ansvar og bidrager til realisering af kommunens langsigtede økonomiske politik, siger Peter Sørensen.
Hele budgetaftalen kan læses her!
Bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook og få nyhederne på din væg! Klik her!