Slots- og Kulturstyrelsen og de lokale museer er gået sammen om at skabe en Fortidsmindedag i Danmark. Formålet er at lokke danskerne ud i by og land for at øge kendskabet og interessen for danmarkshistorien via et besøg på et af vores mange, fantastiske fortidsminder. Dagen sætter også fokus på det lokale ejerskab, det frivillige engagement og forvaltningen af de fredede fortidsminder.
Horsens Museum fejrer denne festdag for fortidsminderne på to udvalgte fortidsminder.
Klostermølle kl. 14-16
Dagen byder på fortællingen om 900 års historie fra kloster til papmølle, naturgenopretning, områdets varierede biotoper og lokale projekter omkring formidlingen af et på alle måder enestående landskab. Undervejs bestiges Sukkertoppen med storslået udsigt over Gudenådalen.
Rundviser er Arkæolog Lars Pagh, Horsens Museum og biolog Simon Marsbøll, Horsens Kommune. Mødestedet rt P-pladsen ved Klostermølle, Klostermøllevej 48, 8660 Skanderborg. Turen varer ca. 2 timer, er gratis og kræver ikke tilmelding.
Hedegård kl. 13-15
Da Horsens Museum påbegyndte udgravningen af Hedegård ved Ejstrupholm i 1986, fandt arkæologerne en gravplads fra jernalderen med gravgods langt over det sædvanlige. Siden Museum Midtjylland fik ansvaret for området efter kommunalreformen, er der lavet nye undersøgelser i området, og de har givet meget lovende resultater, så de to museer nu i fællesskab kan fortælle om de mennesker, der levede ved Hedegård. Alt tyder på, at der er tale om en helt speciel boplads, der sammen med gravpladsen giver et billede af betydningsfulde beboere.
På Fortidsmindedagen vil Museum Midtjylland og Museum Horsens i fællesskab fortælle om den viden, Hedegård allerede har kastet af sig, samt om det arkæologiske potentiale pladsen har for at kunne fortælle om livet i det midtjyske for 2000 år siden.
For hvem boede på Hedegård omkring år 0? Hvad foregik der, som har efterladt så betydelige arkæologiske spor? Hvor skal vi lede for at finde de spor? Og vigtigst af alt, hvorfor er pladsen så utrolig spændende?
I april måned er der mulighed for løbende at læse mere om Hedegård og undersøgelserne på museernes Facebooksider.
Rundviser er arkæologer fra Museum Midtjylland og Museum Horsens. Mødested er Rønslundevej 4, 7361 Ejstrupholm. Turen er arrangeret i samarbejde med Museum Midtjylland, er gratis og varer omkring 2 timer.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!