
Horsens ligger nr. 2 på listen over de mest populære rejsemål i Danmark. I hvert fald hvis man spørger brugerne af hjemmesiden Tripadvisor.com.
Ifølge ranglisten overgås Horsens kun af København og placerer sig før byer som for eksempel Aarhus, Odense og Kolding.
- Vi er naturligvis meget stolte over 2. pladsen. Når vi tænker på, hvilke andre byer vi placerer os foran, så må vi klappe os selv på skulderen og sige, at vi gør det godt i Horsens, mener turistchef og leder af Fængslet Claus Pettersson.
Han tilføjer:
- Det kan være lidt svært at gennemskue, hvad målingerne helt konkret dækker over. Jeg er dog ikke i tvivl om, at Horsens scorer højt på koncerter og arrangementer. Samtidig er jeg også overbevist om, at placeringen er udtryk for folks generelle tilfredshed med byens turistattraktioner som Horsens Kunstmuseum, Industrimuseet, Fængslet m.m.
Tripadvisor. Com er en hjemmeside, hvis rangliste udelukkende styres af brugerne selv. Hver måned bruger over 200 millioner mennesker listen på verdensplan.