Musikfest for børnefamilier



Der bliver musikfest på Horsens Ny Teater mellem 9.30 og 16.15, når en grå novembersøndag forvandler sig til Kamæleonfestival. Fem topprofessionelle orkestre stiller op til en koncertdag, hvor børn og familier fra Horsens kan boltre sig i musikoplevelser. Hver koncert varer 40 minutter og koster 10 kr. + gebyr pr. deltager, stor som lille.
 Det bliver De Tre Musikterer, der, efter en lokal opvarmning elever fra Musikskolens Musik til Alle-projekt, lægger ud med lidt klassisk musik. ”Musiktererne” er kendte ansigter i børnemusikken, nemlig Sille Grønberg og Palle Windfeldt, som står bag orkestret Djanzz og ikke mindst musikken til Rosa fra Rouladegade. De har slået sig sammen med den klassiske slagstøjsspiller Mathias Friis-Hansen og præsenterer publikum for en række af den klassiske musiks største ”hits”.
 De Tre Musikterer efterfølges af intens gospelstemning, når de tre Gospel Sisters og deres pianist præsenterer den livsbekræftende og hjertevarme gospelgenre for publikum.
 Eftermiddagsprogrammet præsenterer et kendt ansigt i Kamæleonkoncert-sammenhæng, nemlig musikeren Stine Michel, der her spiller Rødhalsen, en koncert for børn frit efter Selma Lagerlöfs kristuslegende. Derefter bliver man musikalsk i folk-afdelingen, når Trolska Polska tager over med deres legesyge, skæve og eventyrlige folkemusikunivers.
 Den lokale musiklærer og musiker Anders Boysen og hans band Ørehængerne får lov at runde dagen af med en sprudlende børnekoncert med et væld af genrer og tekster, der tager udgangspunkt i børnenes eget liv. Som altid med garanti for fest i gaden og fart på musikglæden.
 Festivalen er, udover at være et godt tilbud om levende musikoplevelser for børn og familier, samtidig en showcase, altså en ”messe”, hvor repræsentanter fra de andre kommuner der arrangerer Kamæleonkoncerter kan blive præsenteret for nye orkestre. Kulturafdelingen, som sammen med Levende Musik i Skolen står bag festivalen, inviterer samtidig andre interesserede fagpersoner fra kommuner, biblioteker og kirker med til festival, for at få et indblik hvad der rører sig på børnemusikscenen lige nu.
 Kulturafdelingen har truffet aftale med Levende Musik i Skolen om at Kamæleonfestivalen skal afholdes i Horsens de næste tre år, muliggjort af et tilskud fra Horsens Kommunes Kulturudvalg.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025