
Arkivfoto
Horsens og Hedensted kommuner har valgt Dennis Ottosen som ny beredskabsdirektør for det fælles beredskab, der starter den 1. januar 2016.
Dennis Ottosen er 33 år og kommer fra en stilling som viceberedskabschef i Hjørring Kommune, som han har besat siden 2010. Han har desuden en baggrund fra Beredskabsstyrelsen.
Den nye beredskabsdirektør får til opgave at bringe de to kommuners beredskaber sammen og sikre et stærkt beredskab i et af Danmarks vækstcentre. Beredskaberne sammenlægges på baggrund af en aftale mellem KL og den tidligere regering om, at antallet af kommunale beredskaber skal reduceres til maksimalt 20. Med aftalen om sammenlægningen følger også, at der skal gennemføres væsentlige besparelser. For Horsens og Hedensted beløber det centralt fastsatte sparekrav sig til mere end 4 mio. kr. om året ud af et budget på 24 mio. kr.
Horsens og Hedensted har valgt at indgå i et samarbejde på baggrund af et veludviklet samarbejde og et fælles ønske om en model, hvor brandslukningen udbydes.
Udbuddet forventes gennemført med virkning fra 1. januar 2018, og inden da skal der udarbejdes en ny risikobaseret dimensionering. Den risikobaserede dimensionering fastsætter bl.a. hvor mange køretøjer, mandskab etc. der skal til for at løse brand- og redningsopgaven på tværs af kommunegrænsen.
Borgmestrene i de to kommuner ser frem til samarbejdet med Dennis Ottosen.
- Vi glæder os til at byde Dennis velkommen til Hedensted og Horsens. Vi ser frem til samarbejdet om de store opgaver, der skal løses frem mod 1. januar 2018. Det er et stort bjerg, der skal bestiges – ikke mindst når vi endnu ikke ved, hvilke opgaver beredskabet skal overtage fra staten – så vi ser frem til at komme i gang med opgaven i samarbejde med Dennis, siger Kirsten Therkildsen, borgmester i Hedensted Kommune
Også Horsens Kommunes borgmester, Peter Sørensen, har store forventninger til den nye beredskabsdirektør.
- Det glæder Hedensted og Horsens kommuner at kunne sige velkommen til Dennis Ottosen. Han har de helt rigtige kompetencer og den helt rigtige personlighed til at løse de nye udfordringer, som vi står overfor. Og så er vi i Hedensted og Horsens kommuner også glade for, at han prioriterer et servicemindet samarbejde med virksomheder og erhvervsliv højt. Det er vigtigt i vores vækstområde, siger Peter Sørensen.
Også den kommende beredskabsdirektør ser frem til sit nye job.
- Jeg kan næsten ikke vente med at starte med opgaven. Det bliver en stor og spændende faglig udfordring at bringe de to beredskaber sammen og få økonomien til at hænge sammen. Det kommer til at kræve et stærkt samarbejde med de to kommuner – og allervigtigst med medarbejderne. Og så glæder jeg mig til at arbejde i et område, hvor væksten accelerer, siger Dennis Ottesen.
Dennis Ottosen starter i det nye job den 1. januar 2016, men vil blive præsenteret for bestyrelsen for det ny beredskabssamarbejde inden jul.