
Samtlige medlemmer af Vækstalliancen i Horsens Kommune var torsdag morgen samlet for blandt andet at underskrive en partnerskabesaftale, som skal sikre vækst i antallet af arbejdspladser. Foto: Per Algreen, Horsens Kommune.
En ny alliance ser nu dagens lys i Horsens Kommune – nemlig Vækstalliancen.
Målet er at sikre virksomhederne i kommunen de bedst mulige forudsætninger for at kunne vokse samt skabe solide og veldrevne virksomheder.
Mulighederne for vækst afhænger i høj grad af, at der er kvalificeret arbejdskraft, og at der er optimale rammevilkår for at drive virksomhed i kommunen. Vækstalliancen skal derfor have fokus på, at Horsens bliver én af landets bedste erhvervskommuner og på at skabe vækst og nye arbejdspladser.
Den nye alliance, der også er afløser for kommunens erhvervspolitiske kontaktudvalg, består af en lang række repræsentanter fra erhvervslivet, uddannelserne, organisationerne og Horsens Kommune. De har netop underskrevet en partnerskabsaftale, der blandt andet har som mål at sikre fortsat vækst i antallet af arbejdspladser. Konkret skal der årligt være en vækst 500 arbejdspladser.
- Horsens Kommune skal være kendt som en af landets bedste erhvervskommuner, hvilket også skal afspejle sig i vækst i antallet af arbejdspladser. Det skal være nemt og attraktivt at placere nye virksomheder og investeringer i kommunen, fordi vækst i erhvervslivet kommer hele samfundet Horsens til gode. Vækstalliancen skal styrke det brede samarbejde, som er nødvendigt for at nå vores mål, siger borgmester Peter Sørensen.
Vækstalliancen er etableret i et tæt samarbejde mellem Horsens Kommune og BusinessHorsens. Og formanden for BusinessHorsens, Finn Damkjær Pedersen, har fokus på, at alle parter sidder med omkring bordet, og at man gør tingene sammen i Horsens.
- Horsens Kommunes fremtidige vækst og udvikling afhænger af det unikke samarbejde mellem erhvervslivet, uddannelserne, organisationerne og kommunen, som vi er kendt for. Vi samarbejder om at finde løsninger på vores fælles udfordringer. Det skal vi fastholde og styrke for at blive en endnu mere attraktiv kommune for virksomheder, investeringer og bosætning, siger Finn Damkjær Pedersen.