
I foråret tog jeg initiativ til, at Horsens kommune skal arbejde mere aktivt for at hjælpe flygtninge og indvandrere tilbage til deres hjemlande.
Beskæftigelsesudvalget vedtog derfor i maj måned en særlig oplysningskampagne for at gøre opmærksom på de økonomiske muligheder, der er ved "repatriering" (altså at udlændinge på midlertidigt ophold rejser hjem igen).
Folketinget har desuden fornyligt besluttet at øge "repatrieringsydelsen", så som udgangspunkt kan udlændinge over 18 år nu få udbetalt en pose penge (133.866 kr) fra staten til hjælp til etablering i hjemlandet. Støttebeløbet for udlændinge under 18 år er 40.826 kr.
Selvom beløbene kan virke høje, så er det faktisk en rigtig god investering. Hverken Danmark eller resten af Europa har mildt sagt haft succes med al indvandring - eksempelvis kostede ikke-vestlig indvandring danskerne 33 milliarder kroner alene i 2014!
De penge vil jeg egentlig hellere bruge på sygehuse, ældrepleje og uddannelse til danskerne.
Repatrieringsydelsen omfatter imidlertid ikke kun indvandrere, der ikke har kunnet falde til i Danmark. Ordningen omfatter også flygtninge, og i takt med at f.eks. krigen i Syrien er ved at ebbe ud, håber jeg, at oplysningskampagnen vil medføre, at syriske flygtninge i Horsens nu vender hjem med lidt penge på lommen, så de kan hjælpe med til at genopbyge deres land. Det er til gavn for alle.