
Alle kan deltage i et rygestopkursus, uanset om man er storryger eller ryger lidt. Det vigtige er, at man har taget en beslutning om at ville stoppe.
Et rygestopkursus strækker sig over 5-6 uger, hvor deltagerne mødes en gang om ugen i to timer. Det er gratis at deltage i kurset.
Ældre Sagen og Horsens Sund By er gået sammen om det nye tiltag. Man behøver dog ikke at være medlem af Ældre Sagen for at deltage på kurset.
Sundhedsfremmer Tina Quist, Sund By siger: ”Vi er allerede nået rigtig langt og har fortsat tilmeldinger til vores ordinære kurser, men nogle gange er det fornuftigt med en særlig indsats og nu er det ældre borgere, der er fokus på. Ved at målrette kurset til en særlig gruppe, håber vi at få fat på nogen, der ellers ikke ville tilmelde sig.
Johannes Jakobsen, formand for Ældre Sagen i Horsens, er glad for det nye tiltag: ”Jeg håber, at rigtig mange vil benytte sig af muligheden for at deltage i de nye kurser, der er placeret om formiddagen og henvender sig direkte til ældre borgere”.
Rygere er velkomne uanset om røgen kommer fra pibe, cerutter, cigaretter eller E-cigaretter.
Kurset tilrettelægges af en uddannet rygestopinstruktør og vil foregå om formiddagen i Sund By Butikken. Startdato fastlægges, når der er nok tilmeldte til et kursus.
Tilmelding sker til Sund By på 7629 3675, hvor man bedes fortælle, at det er rygestopkursus for ældre borgere, man ønsker at deltage i.