
Agis Tsouros overrækker diplomer til Horsens Sund By repræsenteret v. Ellen T. Schmidt, fmd. for Velfærds- og Sundhedsudvalget i Horsens Kommune og Inge Kristiansen, leder af Horsens Sund By. Diplomerne gives for et succesfuldt sundhedsarbejde i 25 år.
Arbejdet med at fremme sundheden for mænd er blot ét af mange sundhedsfremmende tiltag, som vækker opsigt i udlandet.
I hvert fald når afsenderen bag indsatsen er Horsens Sund By.
Anerkendelsen blev for nylig synlig på WHO’s årlige møde, hvor Europas Sunde Byer deltog. Mødet fandt sted i Athen i Grækenland.
Her blev Horsens Sund By - repræsenteret ved formand for Velfærds- og Sundhedsudvalget Ellen T. Schmidt (S), udvalgsmedlem Anne Lene Løvbjerg (V) og leder af Sund By Inge Kristiansen – fulgt op på scenen af taktfaste klapsalver for at modtage diplomer for 25 års indsats i WHO Healthy Cities Network.
Det skete for øjnene af 97 andre europæiske byer.
- Nu er det første gang, jeg deltager i et WHO-møde, så klapsalverne gjorde et stort indtryk på mig, fortæller Anne Lene Løvbjerg og tilføjer, at for udenforstående kan WHO nok virke som en lidt stor og uoverskuelig institution. Det er dog kun, til man får fingrene ned i materien og ved selvsyn konstaterer, at sundhed er mange ting. Sundhed inkluderer både levevilkår, livsstil, livskvalitet og velvære. Det er tilgangen, som landene i WHO arbejder med.
Og applausen på WHO-mødet skyldes netop Horsens’ vedholdende arbejde med dette brede syn på sundhed. Et arbejde der igennem alle årene har været bred politisk opbakning til samtidig med, at man har bevaret et konstant fokus på, at borgerne deltager aktivt.
Ifølge Ellen T. Schmidt er borgerdeltagelse selve omdrejningspunktet for Sund Bys arbejde i Horsens.
- Horsens Sund By har via sit mangeårige arbejde med frivillige – for eksempel i selvhjælpsgrupperne - været på forkant med udviklingen og har fået forankret fællesskabsfølelsen længe før, der var tænkt på at løfte i flok. Det er vel at mærke lykkedes uden at bruge løftede pegefingre over for borgerne. Hertil kommer, at Sund By aldrig er blevet puttet ind i frivilligcentre eller foreninger. Det har sikret en kontinuitet i arbejdet og en ikke-kommunal tilgang til aktiviteterne, som i denne sammenhæng har været en fordel, mener Ellen T. Schmidt.
Om et år mødes de 98 europæiske byer til endnu et møde i WHO for at dele erfaringer om sundhed. Og traditionen tro vil repræsentanter fra Horsens Kommune igen være at finde blandt de ca. 500 deltagere.
- Når jeg af og til bliver spurgt om, hvad Horsens-borgerne helt konkret får ud af at være med i WHO, plejer jeg gerne at sige, at medlemskabet sikrer os en løbende opdatering på den nyeste forskning inden for sundhedsfremme og forebyggelse. Vi bliver også klogere af at se os selv fra ryggen, ved at formidle vores erfaringer til andre samt blive inspireret af andre Sunde Byer. Den udviklingsmotor er det vigtigt at være en del af, siger Inge Kristiansen.
Horsens Sund By har været medlem af WHO Healthy Cities Network siden 1987.
98 europæiske Sunde Byer er medlem af det internationale netværk.
Horsens Sund By etablerede som den første by i Europa en Sund By Butik.
På det årlige møde i Athen blev Horsens Sund By blandt andet anerkendt for et vedvarende fokus på at fremme lighed i sundhed.
Horsens Kommune modtog i 1992 Nordisk Folkesundhedspris.
Horsens Kommune modtog i 1992 Sundhed for Alle Prisen.
Horsens Sund By modtog i 2006 Folkesundhedsprisen.
Horsens Kommune modtog i 2012 Men’s Health Prisen.