Til hverdagen huser bygningerne Horsens Kommunes kreative skoler, men for tre dage står de i teaterfestivalens tjeneste.
Kan man lide lækre teaterplakater, er det i høj grad umagen værd at lægge vejen forbi Skolegade, når der er teaterfestival i Horsens. I Billedskolens nye lokaler i kælderen vil der være salg af teaterplakater fra de medvirkende teatre, og ligesom dansk børneteater er i international klasse er den tilhørende plakatkunst absolut på højde dermed. Plakaterne sælges til en meget lav pris, og der er gode chancer for at få piftet væggene op med spændende nyt - måske ikke mindst på børneværelset.
Ved samme lejlighed kan man smutte forbi cafeen, som i anledning af festivalen er indrettet i Musikskolens lokaler i forbygningen. Her står elever fra Horsens Byskole for salg af kaffe, saft og lidt godt til ganen til yderst rimelige priser, og her er mulighed for at sidde og hvile både ben og ører for en stund, inden turen går videre til flere teateroplevelser.
I de gamle skolebygninger vil der være forestillinger for både små og store, og der er stadig billetter at få til bl.a ungdomsforestillingerne ”Tilbage til Haifa” med Teatret Møllen og Bornholms Teaters interaktive forestilling ”687 km - en forestilling om bæredygtighed”, som gymnastiksalene lægger gulv til. Luna Park Scenekunsts teaterinstallation ”Hukommelsespaladset” på Komediehuset vil kunne besøges alle tre festivaldage, fredag kl. 15-18, lørdag kl. 10-17 og søndag kl. 12.15-13.15.
Billetbestilling til festivalen lukker tirsdag den 16. september, men under festivalen vil det være muligt at spørge på restbilletter og uafhentede billetter i festivalens billetudlevering på Horsens Ny Teater.