
- Ca. 2 promille af menneskeheden er tonedøve, resten kan synge, så der er stor sandsynlighed for, at du kan synge, siger Olav Jensen forud for at Cantando-koret gør klar til starten på en ny sæson.
- Har du lyst til at prøve stemmen, så er voksenkoret Cantando måske det helt rigtige for dig. Hvis du gerne vil høre koret, så mød op i Ørridslev Kirke søndag den 13. september kl. 10, hvor koret deltager i høstgudstjeneste og indvielse af kirkens nye orgel, siger Olav Jensen.
Koret synger ved den lejlighed et gospelnummer, men korets repertoire er i øvrigt en blanding af de fleste genrer. Koret har medvirket lokalt ved Spil dansk-dagen, julekoncert i kirken, julehygge på biblioteket, gudstjeneste i byfestteltet, optræden på forsorgshjemmet i Tranbjerg samt ved enkelte andre arrangementer.
- Vi er en snes medlemmer af begge køn, vi synger 3- eller 4-stemmigt, og vi har en særdeles dygtig og inspirerende dirigent i Signe Hagner.
Onsdage kl. 18.30 til 20.30 øver koret med en indlagt pause på ca. et kvarter, hvor man kan få en hyggelig snak, samt nyde medbragt mad og drikke.
Sæsonstarten er i år onsdag den 23. september i den grønne aula på Hovedgård Skole. Der er 3 prøvegange.
Klik her, bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook og få nyhederne på din væg!