Masser af små børn med spader myldrer rundt på græsplænen. De venter på startskuddet til at grave huller.
Der bliver sagt go, og børnene går ivrigt i gang. Nogle skal dog have lidt hjælp, for jorden er våd og tung. Men hurtigt graves rødderne på blomme- og kastanjetræer og nødde- og sommerfuglebuske ned og dækkes med jord.
Seancen finder sted i Daginstitutionen Vildrosen i Hovedgård. Med er vuggestue- og børnehavebørn og personalet – samt enkelte forældre.
Og så er der jo også lige Lykke Nielsen fra Matas. Pengene til de grønne herligheder kommer nemlig fra Matas Miljøfond, som har doneret et beløb til 2000 legepladser over hele landet – heriblandt altså Vildrosen i Hovedgård - med det formål at give børn grønne oplevelser.
Det skal gå rigtigt til, så efter gravearbejdet overrækker Lykke Nielsen institutionen et diplom med overskriften ”Vi er blevet grønnere.”
Pædagog Jytte Holst Nørreholm har taget initiativ til at søge fonden om penge til træerne.
- Vi prioriterer udelivet højt her i institutionen, så det var naturligt at søge midler hos Matas Miljøfond. Vi vil fremover bruge masser af tid herude på at se træerne og buskene gro, og vi vil følge med i, hvilke fugle og insekter der slår sig ned i alt det nyplantede, fortæller Jytte Holst Nørreholm.
Der er i alt 80 vuggestue- og børnehavebørn i daginstitutionen Vildrosen i Hovedgård.