Julekoncert med mere



Arkivfoto:bogo

For få år siden, efter endnu en meget stemningsfuld julekoncert med Spilopper og Skoleorkester, forlod det glade og opstemte publikum Hovedgårdhallen akkompagneret af stille dalende sne. Disse byger satte satte denne aften et smukt punktum på en skøn aften. I den forgangne weekend kom sneen så igen, sne som varsler vinteren og ikke mindst julens komme, som en perfekt og smuk ramme for en hyggelig tid.
 Skoleorkesteret vil igen i år gøre sit til, at vi i Hovedgård får startet december op på bedste måde. Derfor vil vi traditionen tro marchere gennem byen nu på søndag iført vores vinteruniform med masser af glad musik, og igen i år mødes vi med spejderne nede ved Hiet, som står klar med faklerne og følges med os til Stationspladsen. Her vil Hovedgårds store juletræ blive tændt, mens Skoleorkesteret giver en lille koncert.
 HSO er sammen hele weekenden, hvor der er lagt op til en masse hygge, stjerneløb, julefrokost og masser af musik, så de er godt klædt på til marchen gennem byen, men også til årets store musikalske højdepunkt nemlig Julekoncerten sammen med Spilopperne i Hovedgård hallen lørdag den 12. december.
 Julekoncerten er kulminationen på et aktivt år med 10 koncerter bl.a. på efterskoler i Klejtrup, Broskovgård, Brøruphus og Vandel, og højskole i Uldum. Derudover har vi ”sørget” for at gæster kom sikkert ind til Grøn koncert i Århus (vi fik hjælp af nogle andre), vi har i 2 dage ryddet op efter en kæmpe Smuk fest, der igen blev smuk efter at vi havde været der.
 Disse aktiviteter, sammen med pasning af grilltelt til byfest og salg af OK benzinkort ved Super Brgsen gør, at vi kan komme uden for landets grænser i uge 42, og berige folk med vores musik. I år blev vi dog hjemme og nød det smukke oktober,så nu arbejder vi intenst på at komme ud næste år, og har også noget i støbeskeen. Samtidig arbejder vi lige så stille på at gæsteoptræde på Smuk fest til næste år, efter utallige opfordringer, det er kun i en støbeTEske.
 I år sagde vi igen farvel til nogle af de ældste orkestermedlemmer, de havde i gennemsnit 7 år på bagen, 4 af disse er nu meget aktive i HSV, som er Hovedgård Skoleorkesters venner. Disse vil også være tilstede til koncerten den 12., hvor de både skal medvirke på den traditionsrige Nissernes vagtparade, ligesom de arrangerer fest for nuværende og gamle orkestermedlemmer efter koncerten. Skønt med engagement også efter den aktive tid ved nodestativerne.
 Sluttelig vil jeg gerne sige tak til alle i og omkring orkesteret for endnu et godt, sjovt, musikalsk og inspirerende år igen med Fie som den store musikalske drivkraft og til bestyrelsen, som gør det hele muligt.
 Vel mødt og rigtig hyggelig december til alle.

winkBliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025