Borgere anmelder på livet løs



Mellem 400 og 450.
 Så mange praj om fejl og mangler bliver der hver måned sendt ind til Horsens Kommune.
 Giv et praj-meldingerne sendes enten via linket på www.horsens.dk eller en app på en smartphone.
 Topscorere på listen er huller i vejene og defekt gadebelysning, men borgerne er også klar ved tasterne, hvis de ser ødelagte vejskilte, skader på fortove, en dyb rabat, et dødt eller farligt træ eller hvis en pære i et lyskryds er sprunget.
 I Horsens Kommune er man rigtig glad for de mange henvendelser. Især når de er givet korrekt.
 - Vi har oprettet denne Giv et praj-service for at kunne udbedre skader så hurtigt som muligt, så borgerne får mindst muligt gener af dem. Så når en borger anmelder en fejl via app’en på sin smartphone eller linket på kommunens hjemmeside, er det derfor vigtigt, at markøren placeres det rigtige sted – dér hvor skaden eller fejlen er. Nogle borgere får nemlig prajet placeret på deres eget hus, hvis det for eksempel er gadelysmasten ude på vejen, der ikke lyser. Men praj placeret på privat ejendom afvises i systemet, da kommunen ikke har noget at gøre med private ejendomme/arealer, siger René Tinggård-Jensen, Affald og Trafik.
 Borgernes praj ender direkte dér, hvor opgaven bliver løst. Alligevel skal folk have lidt tålmodighed med hensyn til, hvor hurtigt det sker.
 - Glasskår er for eksempel nemme at fjerne, mens det kan tage længere tid at lappe huller i vejene. Det spiller også ind, hvor store hullerne er, og i hvor høj grad de påvirker trafiksikkerheden. Ved andre praj kan det være andre ting/forhold, der skal undersøges, inden skaderne kan udbedres, ligesom der også er nogle ting, der kun bør udføres på visse tidspunkter af året. Heldigvis er folk gode til at acceptere, at der er forskel på opgaverne, siger René Tinggård-Jensen.
 Siden Giv et praj startede for godt et år siden, har Horsens Kommune taget imod ca. 5500 henvendelser.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025