Humørpatruljen har arbejdsdag i Højbo



Der samles kræfter inden arbejdet. (Foto Per Bonde)

Under fast men kærlig og humørfyldt ledelse af Anna Grethe Bjerg blev en skare af forsamlingshusets medlemmer sat til at udføre rengørings- og reparationsopgaver. 

Anna Grethe er med i forsamlingshusets bestyrelse og står normalt for udlejning af forsamlingshuset, men denne lørdag er det hende der bestemmer og leder slagets gang. Hun har udarbejdet en liste med 18 små og store opgaver, der helst skal være færdige – eller i hvert fald igangsat – inden dagen er omme.

Men ingen fungerer på tom mave, så arbejdsdagen starter selvfølgelig med kaffe og brød. Det er nu ikke kun brød og kaffe der serveres ved morgenbordet. Der er også nyt om hvad der sker i og omkring Gedved – noget er fakta, men meget hører nok mere til det man kan kalde halvkvædede viser, og det bliver værdien jo ikke ringere af. Alt blev afleveret og modtaget under grin og højt humør, og man mærkedede ikke på deltagerne, at opgaverne truede.
 

Formand Kaare gør karmen klar. (Foto Per Bonde)

Formand Kaare Nielsen havde gang i et større projekt med at få en dør passet til, men han forventede helt klart at komme i mål inden dagen var slut, så han også kunne hjælpe med nogle af de andre opgaver. Kaare er helt tryg ved, at det er Anna Grethe der leder arbejdet, for som han siger, udover at det er hende der udlejer, fungerer hun jo også som en slags vicevært, så det er hende. der ved, hvad der trænger.

Dagens deltagere er fra de erfarne årgange, og det er både Anna Grethe og Kaares ønske, at nogle fra de yngre årgange vil involvere sig i arbejdet i og omkring Højbo forsamlingshus. Som Anna Grethe siger, langt de fleste borgere i Gedved har på et eller andet tidspunkt hygget sig i forsamlingshuset, men forsamlingshuset kan kun fungere, hvis der er tilstrækkelig med frivillig arbejdskraft til at holde det i gang.

Kåre tilføjer, kan du ikke skrive, at vi har generalforsamling onsdag, og når vi i dag nu har ordnet alle opgaverne, er der ikke det store arbejde tilbage ved at tage en tur i bestyrelsen. Med et glimt i øjet tilføjer han, som du kan se, hygger vi os når vi mødes. Det skal derfor hermed opfordres til at møde op på onsdagens generalforsamling, med en bemærkning om, at man højest risikerer at blive medlem af humørpatruljen også kaldet bestyrelsen i Højbo forsamlingshus. Det er nok en forudsætning, at man har et højlydt smil.

Arbejdet gik i gang efter deltagerne havde sikret sig, der ikke var opgaver i køkkenet, der kunne forsinke frokosten.

pebo

Lignende artikler

pebo

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024