Skal broen i skoven bevares?



Broen over Lille Hansted Å skal repareres. Broen er en central forbindelse for Gedved-borgere, der gerne vil gå tur i Hansted Skov. Broen er i sin tid etableret af frivillige i Gedved som et projekt under Gedved Lokalråd.

Af Gedved Lokalråd

Broen trænger til reparation og mere grundlæggende vedligehold. Det har Horsens Kommune pålagt Lokalrådet at udføre.

-Gedved Lokalråd har i øjeblikket ikke de nødvendige midler til reparation og vedligeholdelse af broen, oplyser lokalrådets formand Niels Arne Kjærgaard. Derfor appellerer Lokalrådet til borgerne i Gedved om økonomisk støtte. Støtten kan gives ved at melde sig ind i Lokalrådet og betale kontingentet på 150 kr. og måske et frivilligt bidrag til broen. 

-Vi skal nok have et par hundrede nye medlemmer for at klare opgaven, oplyser Niels Arne Kjærgaard. Indsamlingen på denne måde, vil vise om borgerne i Gedved værdsætter broen og forbindelsen til Hansted Skov så meget, at de vil betale for det. Får vi ikke de nødvendige midler, kan det blive nødvendigt at afspærre broen og få den fjernet. 

Det er kommet som lidt af en overraskelse, at Gedved Lokalråd har ansvaret for vedligeholdelse af broen og den nærliggende skovlegeplads. Lokalrådet var i sin tid initiativtager til etablering af broen og legepladsen, men siden har opfattelsen været, at de var ”kommunale” ligesom andre broer og pladser i skoven, såsom de 4 broer, p-plads med borde/bænke i den del af skoven, der støder op til Egebjerg. 

Men sådan er det ikke, har Teknik og Miljø, Horsens Kommune meddelt Lokalrådet. 

Niels Arne Kjærgaard medgiver at broen trænger til reparation, og er glad for, at Horsens Kommune har påtaget sig ansvaret med en nødreparation. 

Niels Arne Kjærgaard opfordrer til, at borgerne i Gedved melder sig ind i Lokalrådet og betaler kontingentet på 150 kr. plus et evt. bidrag til broen. Beløbet kan indsættes på Lokalrådets bankkonto nr. 2500 5909 480 916 eller betales på Mobilepay 48995.
 

Lignende artikler

Gedved Lokalråd

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024