En hård opvækst og en tung bagage af svigt og forkerte valg har i årevis hængt som en tung skygge over Mirza Sørensens liv.
I dag sidder hun med en studenterhue på hovedet og planer for fremtiden.
I 2005 får Mirza sin yngste datter Victoria. Hun er på kontanthjælp og har svært ved at overskue hverdagen med to hjemmeboende børn. Efter en indberetning bliver Mirza tilknyttet Familiebehandlingen i Horsens Kommune hos familiebehandler Merete Hølledig.
- Jeg var på det tidspunkt ofte hysterisk og aggressiv, og havde intet overskud. Merete overværede en situation, hvor jeg skulle give Victoria mad og blev helt hysterisk. Hun sagde til mig, at jeg skulle lægge mærke til, hvad der nu skete. Her fik jeg øje på, at jeg selv opførte mig som en på 3 år.
Gå uden om konflikten
Merete hjælper Mirza med at forstå hendes samspil med Victoria, og hvordan den 3-årige datters reaktion påvirker Mirzas egne følelser og handlinger.
- Når Mirza vælger at indgå i en alderssvarende diskussion med Victoria, optrappes konflikten og hun mister kontrollen over situationen. I stedet bliver Mirza nu bevidst om, hvordan hun undgår at optrappe konflikten, bevare overblikket og skabe forudsigelighed og et positivt samspil med Victoria, siger Merete Hølledig.
Netop den situation tager Mirza til sig og lægger sig i selen for at blive en god mor. Siden vokser selvtilliden og roen lige så langsomt frem.
Sæt bagagen bagerst
Den endelige motivation til at gå i gang med en uddannelse kommer, da en sagsbehandler på et kompetencekursus for kontanthjælpsmodtagere, spørger Mirza, hvorfor hun bliver ved med at sætte de problemer, hun har med i bagagen foran sig. ”Man er nødt til at sætte sin bagage bag sig, ellers bliver man bare ved med at falde over den.’”
I dag sidder studenterhuen på Mirzas hoved med en helt særlig stolthed. Merete var naturligvis inviteret med til fejringen, da huen kom i hus i sommer.
- Mirza er ikke bange for at bede om hjælp, hun er åben og er vokset med opgaven - også når det har været svært. Jeg er sikker på, at det er hendes force i forhold til at være kommet så langt, som hun er i dag, siger Merete Hølledig.
- Det har gjort en kæmpe forskel for mig, at jeg har haft den samme familiebehandler gennem årene. Hun har sat ord på mine handlinger, været god til at lytte og meget direkte på det, jeg skulle arbejde på at ændre.
Familiens mønsterbryder
Mirza Sørensen er for nylig flyttet til Mariager med sine to børn. Hun læser nu samfundsfag, Matematik og filosofi på HF, og starter på pædagogseminariet i 2016.
Drømmen er at blive familiens mønsterbryder og komme til at hjælpe andre i samme situation.
- Min egen mor var også på kontanthjælp. Jeg vil gerne være et forbillede for mine børn og jeg glæder mig til at komme ud i et job, hvor jeg kan gøre en forskel.
Fakta om Familiebehandlingen i Horsens Kommune
- Familiebehandlingen i Horsens får hvert år henvist omkring 325 børn, der har behov for et familierettet tilbud for at trives og udvikle sig.
- Familiebehandlingens kerneydelser er samtaleforløb og familiebehandling, men kan også bestå af f. eks. kurser for forældre, evidensbaserede forældreprogrammer, forløb med flere familier sammen og gruppeforløb for børn, alt afhængig af, hvad der bedst løser barnets (og familiens) behov.
- Familiebehandlingens forskellige tilbud tager alle udgangspunkt i hele familien. Hvis en person i familien har det svært, påvirker det de andre familiemedlemmer, og alle i familien kan bidrage til at opløse problemet.
- Varigheden af forløb varierer. Mange afsluttes efter 1-5 gange, andre varer i flere måneder og nogle familier får hjælp i et år eller mere. Alle forløb evalueres jævnligt.