Husk at søge de hemmelige milliarder



Kun ganske få danskere ved, at de kan få en god økonomisk håndsrækning til energiforbedringer i hjemmet og i virksomheden.
Uanset om man skifter til LED-pærer, installerer varmepumper eller renoverer og udskifter opvarmning og el-styring, er der penge at hente i energiselskabernes milliardstore puljer. Penge, som i øvrigt opkræves hos alle energiforbrugere i Danmark.
Heldigvis er ordningen lige nu til forhandling mellem Folketinget og energiselskaberne. Med heldigvis mener jeg, at der er skabt mulighed for at få en bedre ordning, som ovenikøbet kan blive billigere.
I disse år går stadigt flere af pengene nemlig til energiselskabernes voksende administration af ordningen. De penge skal i stedet ud og arbejde, hvor de skaber energibesparelser hos forbrugerne.
Det er tydeligt, at en hel del politikere ønsker en ordning, som er nem at gå til samtidig med, at den når bredere ud og giver støtte til at spare energi nye steder. Det vil sige i hjemmene og i mindre og mellemstore virksomheder, som er dem, der gennem årene har søgt færrest tilskud til energiforbedringer.
For at få del i pengene skal man søge støtten i god tid inden, man går i gang med at købe ind. Det gælder også, hvis man vil skifte alle pærer ud med LED-pærer: Vent med at købe ind indtil der er givet tilsagn fra energiselskabet.
En undersøgelse fra TEKNIQ viser, at ordningen i dag er så omstændelig, at selv fagfolk undlader at bruge den. TEKNIQ dokumenterer også, at energiselskaberne både giver afslag og at der ret ofte skal søges mere end én gang, før man kan få tilsagn om tilskud.
Til gengæld viser samme undersøgelse også, at når man får en installatør med ind over ansøgningen, så er der virkeligt gode penge at hente. Installatørerne skaffer i nogle tilfælde støtte på over 50 øre pr. sparet kilowatttime.
Det er absolut værd at tage med. Potentialet er stort, viser talrig forskning. I Danmark går 40 procent af hele energiforbruget til at holde varmen og bruge elektricitet indenfor – resten er til industri, transport og infrastruktur.
Og de 40 procent i bygninger er det sted, hvor energispareindsatsen indtil nu har støttet mindst. Så det er bare om at komme i gang med ansøgningerne.
Få mere at vide hos en installatør eller kig på energiselskabernes hjemmesider.
Og lad os så håbe, at politikerne stiller skærpede krav til at de mellem en og to årlige milliarder kroner, som forbrugerne betaler til ordningen, fordeles blandt langt flere. Og så gør det oveni ikke noget, hvis der kan komme flere energibesparelser ud af hver krone, ordningen koster.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025