Hvad med at tage lidt ansvar selv, hva?



Der har været sagt og tænkt meget i debatten om praktikpladser. Og der er ikke nogen tvivl om, at vi står overfor en udfordring af dimensioner. Vi kommer til at mangle 30.000 faglærte om bare fem år og flere steder i landet oplever man, at man må lade ordrer gå til konkurrenter i udlandet, fordi man ikke kan skaffe den fornødne kvalificerede arbejdskraft. Det er også et faktum, at alt for mange unge vælger gymnasiet fremfor erhvervsskolerne.

Derfor er det ganske alvorligt, når der mangler praktikpladser, da det er med til at holde de unge væk, der egentlig gerne vil have en håndværksmæssig uddannelse og har evnerne til det. Det kan vi simpelthen ikke have hængende på os. Men der er også en pointe, som er mere eller mindre druknet i debatten. Og det er, at de unge også selv har et ansvar.

Jeg har arbejdet med at skaffe praktikpladser i de sidste fem år og besøgt omkring 1.300 virksomheder over hele landet. Jeg hører ofte, at de egentlig gerne ville have en lærling, men at der ikke kommer nogen og søger. Ofte hører jeg virksomhedsejere sige, at hvis der stod en ung mand ude foran hans dør, nogenlunde velfriseret og uden alt for mange piercinger, og spurgte, om han kunne bruge en rask lærling, så ville han slå til.

Men det gør der ikke. Hverken med eller uden piercinger. Velfriserede eller ej. Ofte er det mange år siden, at der har været en ung selv og vise initiativ og lyst til at lære håndværket. Mange virksomheder kunne egentlig godt tænke sig at få en lærling. Men de vil bare gerne have, at det er den unge selv, der kommer og beder om det - og ikke hans forældre eller skolen, der ringer for ham. Særligt i et læreforhold, hvor det meget er tilliden og kemien mellem mester og lærling, der bliver det afgørende for forløbets videre succes.

Det kan givetvis være forskelligt fra landsdel til landsdel. Der sidder givetvis unge derude, der har rendt mange virksomheder på dørene. Det er jeg ikke i tvivl om. Men efter at have besøgt over 1.300 virksomheder sidder jeg alligevel tilbage med det indtryk, at der er et uudnyttet potentiale her - for dem der gerne vil og brænder for det. Så havde jeg en ung knægt, der manglende en praktikplads, ville mit råd til ham være : Spring op på cyklen eller knallerten og kør ud og vis, at du virkelig gerne vil.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025