
Den udekørende hjemmepleje C2 på Ceres Centret er klar til at dele de mange spørgeskemaer ud til borgerne. Her ses fra venstre: Anja Brunhøj, Betina Borg, Alice Bendixen og Jette Baadstrand.
Er du tilfreds med rengøringen, maden, medarbejderne? og har du medbestemmelse? Den slags spørgsmål får alle borgere, der modtager hjemmepleje i Horsens Kommune, nu mulighed for at svare på.
Kommunen uddeler nemlig spørgeskemaer, hvor den enkelte borger kan give udtryk for, hvor tilfreds han eller hun er med hjælpen.
Spørgeskemaet er udarbejdet af Kommunernes Landsforening (KL), og dertil har Horsens Kommune tilføjet spørgsmål, som er særligt relevante i Horsens Kommune. Det gælder blandt andet muligheden for at bytte om på ydelser, så man eksempelvis selv kan vælge få vasket gulvet i stedet for at få tørret støv af.
Ellen T. Schmidt, der er formand for Velfærds- og Sundhedsudvalget i Horsens Kommune håber, at alle modtagere af hjemmeplejeydelser vil tage sig tid til at udfylde spørgeskemaet.
- Vi vil gerne høre borgernes mening og i dialog med dem om, hvad vi kan gøre bedre. Undersøgelsen giver os mulighed for at sammenligne tilfredsheden med vores tilbud med andre kommuner, men vigtigst af alt giver det mulighed for at justere tilbuddene, så de passer til borgernes behov.
Spørgeskemaet bliver afleveret personligt af det plejepersonale, som kommer i borgerens hjem. Det uddeles mellem den 23. september og 7. oktober 2014.
Ældrerådsformand Henning Jensen glæder sig til at se resultatet og være med i en efterfølgende dialog.
- Jeg synes, at det er en rigtig god idé at få tilbagemeldinger fra borgerne om kommunens tilbud inden for plejeområdet. Resultatet af tilfredshedsundersøgelsen er et klart budskab fra borgerne om, at kommunen enten gør det rigtig godt, eller at der er noget, som ikke er godt nok. I begge tilfælde er undersøgelsen et vigtigt arbejdsredskab, hvor vi i Ældrerådet gerne vil deltage i den efterfølgende debat og bidrage til, at det, der ikke er på plads, kommer på plads. Derfor venter vi i spænding på resultatet.”
Tilfredshedsundersøgelsen bliver fremadrettet foretaget hvert andet år.
Der gennemføres en lignende spørgeskemaundersøgelse i plejeboligerne i Horsens Kommune.