
Verden trænger til at blive reddet, og vi danskere er som skabt for den sag.
Se blot, hvor de sviner med kul i Kina, mens vi danskere stiller masser af vindmøller op, for at komme af med den smule kul, vi bruger. Brugen af forurenende kul, til at dække det accelererende behov for el i de nye økonomier i Østen, stiger til vejr som en raket. Alt imens elforbruget stagnerer i gode, gamle Danmark og den øvrige vestlige verden.
Det er bare surt, at der bygges så mange monstermøller med monstersubsidier i Danmark og resten af den vestlige verden, selv om der ikke er efterspørgsel efter strømmen.
Og det er bare surt, at der planlægges så mange monstermølleprojekter i Danmark som aldrig før. Selv om elpriserne i dag kun er det halve af, hvad de var for 4 år siden. Markedsmekanismen er sat ud af kraft af monstersubsidierne til monstermøllerne.
Måske er vi danskere ikke så kloge, som vi selv går og tror?
Hvis vi mente det alvorligt med, at vi vil fikse CO2-udledningen og den globale opvarmning, skulle vi nok flytte blikket væk fra navlen. Stoppe monstersubsidierne til de unødvendige monstermøller i Danmark og i stedet dirigere midlerne hen, hvor de CO2-mæssigt kunne være til nytte for hele verden. Derhen, hvor kulsvineriet er. Til de nye økonomier i Østen.
Giv i stedet monsterstøtten til forskning og udvikling world-wide, der skal gøre grøn energi billig og konkurrencedygtig med kul. Og frem for alt i stand til at levere, når det ikke blæser og solen ikke skinner. Så løfter vi blikket fra navlen og hjælper de nye økonomier til hurtig velstand uden forurening.
Der er allerede nogle af energimagthaverne, der har løftet blikket fra navlen. De danske energiselskabers interesseorganisation Dansk Energi har opfordret politikerne til at sætte udbygningen af vindkraften i bero.
Så kom nu, danske politikere. Løft blikket fra navlen, glem alt om flere vindmøller i Danmark og send pengene hen at arbejde, hvor de for alvor kan fikse CO2-udledningen: Som støtte for udvikling af billige grønne teknologier, der kan udkonkurrere kul over hele verden.
Så hjælper vi de nye økonomier i østen til velstand uden forurening. Og vi danskere kan atter bryste os af at redde verden.
Hvorfor stille vindmøller op, når vi kan redde verden?