I 100 år har horsensianerne haft en socialdemokratisk borgmester



Siden 1918 har der siddet en socialdemokrat for bordenden i Byrådet i Horsens. Med andre ord: I 100 år har der uden afbrydelse været en socialdemokratisk borgmester i Horsens. Det markeres i Horsens fredag 28. september 2018 kl. 14.00, hvor partiets formand Mette Frederiksen vil være til stede ved en reception i forbindelse med åbningen af Danmarks Industrimuseums udstilling: 100 år med folkevalgte borgmestre i Horsens.

Ved samme lejlighed præsenteres Socialdemokratiet i Horsens Kommunes jubilæumsbog: 100-års jubilæum med 9 socialdemokratiske borgmestre i Horsens. Bogen bliver præsenteret for alle de tilstedeværende.

Partiets formand Mette Frederiksen vil åbne udstillingen, ligesom der vil være taler ved Mette Frederiksen og borgmester Peter Sørensen. Receptionen er åben for alle interesserede.

-Under Socialdemokratiet er Horsens gået fra at være en industriby til at være en moderne og levende velfærdskommune, hvor det er sjovt at være barn og ung og trygt at være forældre og bedsteforældre, siger Mette Frederiksen.

På udstillingen kan man blandt andet blive klogere på de i alt ni borgmestre, som siden 1918 har siddet for enden af bordet i byrådet, som borgmester.

-Borgmestrene har givet plads til erhvervslivet og skabt arbejdspladser, samtidig med at velfærden er blevet udbygget. Det er ikke tilfældigt, at Horsens er en stor og stærk by, som stadig vokser, siger Mette Frederiksen.

I jubilæumsskrift er der portrætter af de ni borgmestre gennem tiderne.

-Det har været meget interessant at konstatere, at der altid har været en rød tråd i bystyrets arbejde, uanset hvilken borgmester eller periode det handlede om. F.eks. kan det konstateres, at de alle har haft et meget stort engagement, ligesom de har brændt for at Horsens skulle være en god kommune at bo i. De har alle haft et stort socialt hjerte, samtidig med at de har været bredt samarbejdende og sikrede, at økonomien ikke løb løbsk og de vidste, at det uanset deres sociale indfaldsvinkel til borgmesterjobbet, altid var brug for at samarbejde med andre partier i bystyret, lyder det fra den lokale socialdemokratiske gruppe, der står bag jubilæumsskriftet.

Er man interesseret i at få et eksemplar af jubilæumsskriftet, kan man henvende sig til Tove Asmussen fra Socialdemokratiet i Horsens Kredsen på mail: asmussentove@gmail.com.

Udstillingen på Industrimuseet kan opleves fra den 28. september til 21. oktober.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025