
Move for Life er en fuldmånebegivenhed i forbindelse med Aarhus 2017 og et event, der på tværs af hele Region Midtjylland sætter fokus på fællesskab, motion og bevægelse. I et døgn henover den 4.-5. november vil mere end 15.000 borgere deltage i omkring 140 lokale idrætsevents i hele regionen.
Anderledes idrætsaktiviteter og besøg fra Store Nørd
I Horsens Kommune er det hallerne i Brædstrup, Egebjerg, Torsted og Østbirk, der åbner deres døre til et væld af sjove aktiviteter. Der vil både være mulighed for at prøve kræfter med nye og anderledes aktiviteter som eksempelvis lasergame og natminton, et natlig udgave af badminton med selvlysende fjerbolde og markeringer af bane. Derudover inviterer de lokale idrætsforeninger også til åbne aktiviteter i forskellige idrætsgrene. Alle kan deltage lige meget om du er ung eller gammel, erfaren eller nybegynder, og du behøver ikke at være medlem af hverken klub eller forening. Hallerne får også besøg af Store Nørd, kendt fra DR, som leverer et underholdende show for både børn og legesyge sjæle.
Det fulde program for døgnet er ved at blive fastlagt.
Move for Life arrangeres af det lokale foreningsliv omkring hallerne i samarbejde med Horsens Kommune, Sport Horsens og DGI.