Et besøg på skøjtebanen ved Horsens Rådhus i december er efterhånden en fast tradition i de mørke vintermåneder, men i år får skøjtebanen eksklusivt selskab af tre store lyskunstværker, der er med til at lyse området op, og gøre det endnu mere spændende at besøge Rådhustorvet i Horsens. Værkerne indvies fredag den 1. december kl. 16.30 af borgmester Peter Sørensen, som en del af det store juleoptog, hvor turen rundes af med den traditionsrige tænding af julelysene på Søndergade.
Det er Horsens Kommunes Mærk Byen indsats, der står bag udstillingen af lyskunstværkerne på Rådhustorvet i samarbejde med Amsterdam Light Festival. De tre værker er nemlig hentet til byen sammen med arrangøren bag den store lysfestival i Amsterdam, der hvert år har næsten 1 mio. besøgende.
To dråber, en lysbænk og en imponerende cykelinstallation
Det er tre meget forskellige lyskunstværker, der i perioden fra 1. december til 5. januar kan opleves på Rådhustorvet. Men fælles for alle værkerne er, at publikum selv kan tage aktiv del i værket eller påvirke værkets udtryk.
Det første af værkerne er, Infinite Support, som består af to dråbeformede skulpturer, der støtter sig op af hinanden for at holde balancen. De dråbeformede skulpturer vibrerer svagt i vintermørket med små farveskift. Publikum kan kravle ind i dråberne, hvor et uendeligt spejlunivers åbner sig i dråbernes indre.
Det andet lysværk, kaldet C/C, er en halvcirkulær lysbænk, som langsomt skifter farve og vibrerer i vintermørket. I løbet af dagen skifter de klare akrylplader fra et dynamisk skyggespil til et farverigt lysshow i aftenmørket.
Sidst, men ikke mindst, er der verdenspremiere på den store cykelinstallation, Light Battle X, hvor der er mulighed for at rørt benene lidt. Hér er nemlig tale om en interaktiv cykelinstallation, hvor man kan man invitere vennerne til en lyskamp. En kamp, hvor benmuskler og cykel-ildhu afgør, hvem der vinder lysdysten. Vinderen vil blive belønnet med et spektakulært vandfald af lys.
Alle tre værker er skabt af internationale lyskunstnere i den absolutte topklasse, og det er samarbejdet med den hollandske lysfestival, der har muliggjort dette.
- Samarbejdet med Amsterdam Light Festival giver os mulighed for at præsentere borgerne i Horsens for lyskunstværker af en meget høj international kvalitet. Værker, som det ellers ville være vanskeligt at tiltrække til Horsens. Vi er derfor både meget glade for og stolte af at kunne give byens borgere denne oplevelse, fortæller Kultur og eventchef Lasse Schuleit.
Skøjtebaneområdet med særlig vinterstemning
Sideløbende med udstillingen af de tre lyskunstværker, er der i år også gjort ekstra meget ud af lyssætningen omkring skøjtebanen. Ligesom de store vinduer på Rådhuset er blevet udsmykket med fine vintermotiver. Rådhusgade har også fået et ekstra løft med knitrende vinterlyde og en lidt anderledes lyssætning af passagen. Alt sammen for at gøre det til en både sjov, inspirerende og farverig oplevelse at besøge Rådhustorvet i de mørke vintermåneder.
3 lysoplevelser, 3 byrum, 3 måneder
Udstillingen og den ekstra indsats omkring skøjtebanen er del af en større lys-indsats, som Mærk Byen har stået bag i efteråret 2017. Denne indsats har også budt på Allehelgens lysfigurer i Vitus Berings Park samt Yoke’s lyskunstværk Kunstruktor, der var opstillet i Kuben på Søndergade i oktober.