Jeg melder juice forbi



(Arkivfoto)

Af klinisk diætist, forfatter og foredragsholder Anne W. Ravn

Mens Østbirk SAMMEN ændrer livsstil, er der mange rundt omkring i landet som kæmper en ENSOM kamp med slankekure.

De helhjertede indsatser, som forhåbentlig giver sejre, de halvhjertede, som ofte tilføjer endnu et nederlag til livet, de lækre, som Snickers-kuren, de udødelige, som ”Rigshospitalets suppekur”, de finurlige, som Fit4Life-metoden med så mange grundregler, at selv en diætist bliver forpustet, de ildelugtende, som Atkins-kuren, og de forudsigelige, som min egen ”Spis dig let”-kur med bogen af samme titel. Jeg vedgår, at modsat mange af de andre kure, er min kur både forudsigelig og simpel, omend den virker.

Saftpresser truer ægteskabet

En læser har sendt et ” akut ægteskabstruende” spørgsmål til mig, og det vi jeg gerne dele med jer:  ”Min kone fik ingen saftpresser i julegave. Det gjorde hendes fire kvindelige kolleger derimod. Nu vil min kone gerne, at vi bruger 3000 kr. på en ”juicer”. Vi er raske mennesker med et godt tandsæt og glubende appetit, elsker at lave sund mad, dyrker sport, har fredelige jobs - og har faktisk også et dejligt ægteskab.

Men en saftpresser er kommet imellem os. Min kone vil gerne lige som sine kvindelige kolleger have endnu flere vitaminer og mineraler end de 150%, hun i forvejen gør sig umage med at få morgen, middag, aften og mellem måltiderne. Maskinen kræver meget rengøring og udnytter næppe frugt og grønt optimalt, fordi kun et fåtal af plantefibrene kommer med i saften.

Det er således ikke en blender, vi taler om; sådan en har vi og lavede smoothies, da den dille var på sit højeste.  Det særlige ved den ønskede slowjuicer er, at den kan lave ”koldpresset juice”, dvs. at den kværner frugt, bær og grøntsager – i modsætning til en centrifugaljuice, der slynger saften ud og dermed ilter juicen mere.

Fibrene er da sunde eller hvordan?

Jeg anerkender, at det er sundt og velsmagende med sådan et glas friskpresset saft. Men hvad med de kilovis af pulp, altså tørstoffet, de sunde fibre, skal de så bare smides ud, når de kunne booste både immunforsvar og fordøjelse og vist næsten er gratis kalorier? Det er det, der er min største anke mod tidens trend. Er det ikke sundere at spise hele frugter, bær og grøntsager? Og måske investere kalorierne og de 3000 kr. i god vin, som øger livskvaliteten for os begge med et par glas om ugen?”

Det er lidt voldsomt med et ægteskab på højkant. Nuvel! Kalorierindholdet er ganske rigtigt højt, som i sodavand, og de gode kostfibre mangler i saften. Gamle småtspisende damer og akut eller kronisk syge kan i høj grad have gavn af nemmere at kunne sluge nogle vitaminer og kalorier i form af færdigkøbt og friskpresset juice.

Når det gælder raske med god appetit, melder jeg derimod juice forbi, fordi jeg har så mange patienter, der er kommet sig ganske gevaldigt, fordi sundt ikke er lig med kalorielet.

Vitaminerne sidder i skrællen

Vitaminer i frugt, bær og grøntsager findes i planteceller og bliver mere tilgængelige, når knivene i blenderen hakker cellevægge og membraner i stykker. Men når vitaminer udsættes for lys og ilt, går en del tabt. I både saftpresser og blender bliver nogle af vitaminerne nedbrudt fra aktive former til former uden vitaminvirkning. Når kødet i saftpresseren tilmed sorteres fra, mistes mange vitaminer og andre gode næringsstoffer af betydning for immunforsvar og fordøjelse.

Når vi gumler grøntsager, nedbrydes kun et begrænset antal celler, og derfor ryger mange vitaminer og andre indholdsstoffer uforarbejdede gennem tarmsystemet, men raske får nok alligevel.

Hvis man er ude efter flest næringsstoffer, er frugtkødet, især pga. indholdet af plantefibre, det sundeste. Og skallen med, der hvor den kan spises. Fibrene tager ikke skade af at komme i blenderen, men saftpressere sorterer jo desværre fibrene fra.

Hvad med om din kone låner min saftpresser? Min mand forbander den for al dens krævende rengøring og spild af gode råvarer, der ender som pulp og kun i begrænsede mængder kan indgå fx i brød, tørres som morgenmadsdrys og i øvrigt er for tørt til, at vintersultne fugle gider spise det. Når din kone er træt af maskinen, kan dele-juiceren måske redde et andet ægteskab i Østbirk?

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025