KLUMME - Jeg har en følelse af, at mange ting i livet var lidt nemmere, da jeg var barn. Mine bekymringer var færre og ikke så store, mine forældre tog sig af det meste og mine egne forpligtigelser var ganske få. Sådan føler jeg ikke, det er mere.
Af Emilie Kildall
Vi har abonnementer til ALT i disse dage, og man kan til- og fravælge lige hvad hjertet begærer. Alt fra streaming, bøger, musik, mad leveret til døren og meget mere. Dog har jeg efterhånden i mit 31. leveår fået et abonnement på halsen, som jeg ikke er helt tilfreds med; at være voksen.
Intet Peter Pan-kompleks
Som barn og teenager ville jeg gerne være hurtig voksen. Jeg tror mest det bundede i, at jeg så kunne bestemme selv. Ingen voksne skulle bestemme om jeg skulle gå i skole, hvad jeg skulle have at spise, hvornår jeg skulle være hjemme eller hvornår jeg skulle i seng. Det måtte da være livet, ikke? Jeg ville ikke være barn for evigt eller kidnappes til Ønskeøen, men tværtimod være voksen ret hurtigt. Derfor flyttede jeg også hjemmefra, så snart jeg fik min studenterhue som 19-årig.
Jeg elskede 20’erne
Da jeg flyttede hjemmefra, var jeg i himlen! Jeg elskede at bestemme selv, at gå i byen og komme hjem når jeg ville. Madlavningen var nem, for jeg lavede den sjældent selv, eller det blev en skive rugbrød. Men skulle jeg have ordentlig aftensmad, skulle jeg selv finde på. Nu forstod jeg lige pludselig, hvorfor min mor altid blev så irriteret, når mit svar var “det ved jeg ikke” til hendes spørgsmål “hvad vil du have at spise?”
Jeg havde ikke en fornemmelse af, at voksenlivet bankede så meget på i mine tyvere, hvilket jeg tror mange unge mennesker kan nikke genkendende til. Jeg boede med en veninde, jeg blev forelsket, jeg flyttede sammen med min kæreste, jeg fik en uddannelse, jeg gik i byen og bekymringerne var få. Men hvornår blev det så anderledes?
Hvornår blev jeg den voksne?
Det er som om det voksenliv, som samfundet dikterer man skal have, er kommet snigende ind på mig. Det er en ninja, jeg ikke havde set komme. Lige pludselig var jeg gift, fik et “rigtigt” voksenjob med voksenpenge, købte et hus med et fastforrentet lån og fik en hund. Pludselig omhandlede samtalerne med vennegruppen, hvilket lån man skulle vælge, hvilken madplan man kører efter og hvornår familien skulle udvides. Det er vel egentlig en naturlig del af livet, men det er ikke et abonnement jeg har bedt om.
Er der en voksen til stede?
Det gik rigtigt op for mig, at jeg var den voksne, da jeg bookede en sommerhustur. Det var pludselig mig, som skulle sørge for viskestykker, karklude, opvasketabs og alt det andet. Der er ingen, som gør det for mig. Jeg er den voksne! Voksen-ninjaen slog til og ramte mig med 180 km/t.
Jeg mangler en voksen. Jeg har heldig- og lykkeligvis stadig min mor og far i mit liv, men de sørger ikke for min tur. De booker ikke huset, og jeg kan ikke sidde i en uge og lave absolut ingenting eller læse 5 bøger. Hvis ferien skal fungere, er det mig, der er den. Men jeg savner mine ferier – altså de ferier i skolernes ferieperioder, hvor mit hoved ikke var på arbejde. Jeg skulle ikke sørge for det store og bare slappe af. I Krumme-filmene sang Krumme, at det er svært at være 11 år. Er det, Krumme? Der synes jeg måske, det er sværere at være 31 år.
Abonnementet er vel naturligt
Det er vel et naturligt generationsskifte – jeg tror ikke på, at jeg er den eneste i verden, som nogensinde har haft det på denne måde. Det er en naturlig overgang, som alle mennesker skal igennem. Men jeg er ikke sikker på, at jeg gider abonnere. Eller også laver jeg mit eget abonnement og kreerer voksenlivet lige præcis, som jeg vil have det!
