Den fritlagte jernbanebro ved Vestbirk har stadig godt fat i et talstærkt publikum. På en tilfældig dag i ikke alt for godt vejr, vidner en pænt fyldt parkeringsplads om at mange lader turen gå forbi broen. Udgravningen har udviklet sig til et populært lokalt udflugtssted, hvor man mødes og får en snak, for man møder næsten altid nogen man kender, fra den store radius, der jævnligt besøger broen.
På Horsens Kommunes hjemmeside kan projektet følges tæt. For tiden arrangerer Horsens Kommune guidede ture, den seneste onsdag den 3. september og den næste onsdag den 10. september kl. 18.00.
På hjemmesiden opdateres projektet jævnligt f.eks. kan man fra august måneds udgravninger læse:
8. august
Overdelen på broen er malet færdig og vi er ved at tage stilladset ned. Vi lader det nederste stå, til vi har sat gelænder op, som vi starter på i næste uge. Når gelænderet er på plads, fjernes det sidste stillads og vi kan begynde at frilægge mere af broen. Vi regner med at begynde med gravearbejdet mandag den 18. august. Broen er rigtig flot, så i kan godt glæde jer til at se den.
27. august
Nu er gelænderet på plads, og arbejdet med at etablere brodækket er så småt begyndt. Men mest dominerer arbejdet med den fortsatte udgravning. Det ene tårn er stort set helt gravet fri, og til alles begejstring ser stålet ud til at have samme kvalitet som den vandrette del af broen. Og fundamentet ser ud til at være intakt med de store, fine granitblokke, men det er endnu ikke gravet helt fri. Opstarten af fase 2 med udgravning ned til tårnenes fundament, har desuden afsløret hvordan man i sin tid sikrede afdræning af vand væk fra brotårnene. Et tydeligt lag af sten dukkede op, og vi så fugtig jord under stenlaget ud mod åen – men ikke inde ved fundamentet. De vidste, hvad de gjorde, dengang i 1920’erne! Udgravningen har også givet mulighed for at sammenligne den oprindelige farve, der stadig findes på partier af tårnet, med den nye, og det ser ud til, at vi har ramt den meget godt. Hvis arbejdet fortsætter så smertefrit som nu, vil gravedelen af fase 2 være overstået allerede sidst i næste uge. Så har de fjernet ca. 5.550 kubikmeter jord på godt 14 dage – ufatteligt!
Det er også på hjemmsiden Horsens Kommune annoncerer, når der er rundvisinger, ligesom der er fotos af forløbet. Adressen er: http://www.horsens.dk/Borgerinfo/MiljoeNaturVandogKlima/Natur/NaturOgFr…