Ingredienserne for årets åbning - og for pladsen generelt - er afslappet strandstemning, sand og vand samt masser af aktive kunst- og kulturoplevelser, som spænder vidt fra teater og musik over yoga og klatring til kreative workshops og fri leg på pladsen.
Ved Jernlagerets scenecontainer kan du denne lørdag blandt andet opleve det lokale orkester Natmaskinen. Natmaskinen er et resultat af et forrygende talentsamarbejde mellem Horsens Musikskole og Horsens Statsskole. Dertil kan du lytte til dansksprogede tekster af den unge sanger og sangskriver Ida Marie, eller få dig en glædelig forsmag på den loungestemning, som Kulisselageret og Display Festival vil være vært for på en lang række søndage sommeren over. DJ Kent er denne eftermiddag på plakaten, og sørger for lækker lyd til sommerstemningen på pladsen.
Også for de mindste er der noget at glæde sig til. Jernlageret får nemlig besøg af Tormods Reggae Experience. Tormod er kendt fra den danske børnescene hvor han i en lang årrække har gjort sig bemærket i duoen Trolle & Tormod og i samspil med Chapper fra DRs børneprogrammer. Denne lørdag får Tormod selskab af ingen ringere end Doktor Diallo, og sammen vil de føre både store og små ind i det jamaicanske rytmeunivers.
Aktiv lørdagshygge og konkurrencer
Også i år udmærker Jernlageret sig ved at være en aktiverende kulturlegeplads for børn og barnlige sjæle. På åbningsdagen kan du således deltage i en lang række aktiviteter, som udfordrer fantasien, og sætter både krop og sjæl i svingninger. Deltag blandt andet i Gadeyogastyrelsen Acro Yoga workshop, vær med i klatrekonkurrencen ved klatrecontaineren, kom forbi Cirkusvognen og sæt kulør på dagen med en omgang farvestrålende teatersminke eller byg dit eget larmende musikinstrument i workshopcontaineren. Om du er til solbadning eller aktiv lørdagshygge – så har Jernlageret lidt af det hele.
Når sulten og tørsten melder sig, vil man igen kunne finde madspildsprojektet Det Visionære Køkkens madvogn på pladsen.
Jernlagerets åbningsarrangement er en del af Havnens Dage, som afholdes i dagene 27.-29. maj.