Jesper har fået sine hæklede bukser



En smule skepsis har præget Olga Nielsen og Alis Jensen under fremstillingen af de hæklede bukser, som Jesper Ahnfeldt-Mollerup i samråd med sognepræst Lone Buhl Pedersen, har fået ”strikkedamerne” i Østbirk Præstegård til at fremstille.
 Hækleprojektet begyndte før sommerferien og torsdag morgen kunne resultatet overrækkes til ejeren. Jesper Ahnfeldt-Mollerup iført de nye hæklede bukser var tydeligvis overrasket over det fornemme resultat.
 - Så godt havde jeg ikke turde håbe på at resultatet blev, synes I ikke de er flotte, udbrød Jesper til Alis og Olga ved overrækkelsen.
 Og de 2, som til tider var tvivlsomme på om Jesper virkelig også ville gå i det spraglede kunststykke, måtte indrømme at det faktisk var blevet meget godt, endog rigtig godt.
 Bukserne i mønstret ”oldemors firkanter” er efter Jespers valg holdt i farverne brun og brændt orange, men mulighederne er naturligvis mangfoldige, når produktionen for alvor starter.
 Alis og Olga har den sidste uges tid sat speed på projekt ”hæklede bukser til Gud og hvermand”. Der er lavet stræk imellem hæklelapperne, bukserne er tilpasset Jespers figur, og en finesse af stroppe til et bælte har de hæklekyndige sat på, så en livrem også gør at bukserne sidder, som bukser sidde skal - fast om livet.
 Jesper forsikrer at damerne får rigtig travlt i tiden, der kommer. Initiativtageren er skråsikker på at bukserne bliver et kæmpestort hit. Jesper har betalt 500 kr. for arbejdet, et beløb, der som alt andet damerne producerer i Østbirk Præstegård, går til varmestuen i Horsens og et sponsorbarn i Indien.
 - Nu mangler vi blot af få syet ”Gud og hvermand”-logoet på, siger Jesper.
 - Og vaskeanvisningen, bryder Olga ind - de skal vaskes på max 40 grader.
 Bukserne er et perfekt match med Jesper, farvestrålende og varme passer de glamourøst til Jesper altid høje humør, og han bærer dem flot.
 Næste ”trendset” bliver en prototype på sixpence caps, den engelske hattemodel, hæklet i små lapper og naturligvis med det påsyede logo, som fortæller om produktionsstedet og det gode formål for overskuddet.
 Bukserne holder godt på varmen, det kunne avisens udsendte konstatere, da der efterfølgende var lejlighed til at prøve mesterværket. Og ved samme lejlighed blev der lagt en bestilling ind på en sixpence cap. Resultatet ventes med spænding på redaktionen.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025