
Jesper Thilo kvartet har sin egen helt personlige stil, historie og store musikalske spændvidde. Thilo er kendt i hele den danske jazzverden for den bedste swing- og mainstream jazz. I over 40 år har han medvirket i utallige sammenhænge med sin tenorsax (klarinet og altsax) og spillet med Danmarks Radios Big Band i 23 år.
Bo Stief (bas), Frands Rifbjerg (trommer) samt Olivier Antunes (piano) danner suveræn rytmegruppe for Thilo – et alsidigt samarbejde der dækker hele Thilos store repertoire af jazzstandards, blues og be-bop.
Jazz klub stemning ... Tæt og hyggeligt
Horsens Ny Teater har gennem efteråret med succes afprøvet en helt særlig bordopstilling i Store Sal. ”Vi har fået mange begejstrede tilbagemeldinger fra vores publikum, der synes, det er superhyggeligt at sidde i Store Sal med den her bordopstilling. Det giver en ekstra dimension til en koncert at kunne sidde sammen om et bord og nyde en god kop kaffe eller et glas vin eller noget helt tredje,” forklarer Mona Laustsen fra Horsens Ny Teater. Til dem der har lyst, vil der også være mulighed for at spise i Store Sal inden koncerten – forudbestilling er dog nødvendig.
Man behøver absolut ikke være jazz kender for at kunne nyde en koncert med Thilo og kompagni. Kvartetten spiller overvejende swingende fremadrettet jazz – det er udadvendt underholdning med Thilo som midtpunkt. Publikum kan med andre ord se frem til musik i særklasse i en teatersal, der emmer af hygge og jazz klub stemning denne torsdag aften i februar.
Koncerten med Jesper Thilo Kvartet er torsdag den 19. februar kl. 20.00.