På Sandvad Kro med Herluf Høyer som vært for arrangementet, markerede Jørn Damgaard Andreasen onsdag aften sin 2. bogudgivelse, der fra dagen efter kunne erhverves lokalt bl.a. hos SuperBrugserne i Østbirk og Brædstrup, på Kroen og i Kagehuset i Egebjerg, byen som forfatteren fra Lund også har et særligt forhold til i form at sit virke som lærer i 38 år på Egebjerg Skole.
Bogen er et tidsbillede af forfatterens erindringer fra de første 20 år af Jørn Damgaard Andreasens liv i Østbirk, og beskrivelsen heraf lader Jørn Damgaard Andreasen være et redskab, når han redegør for, hvordan dagligdagen på landet ved Østbirk kunne forme sig i netop perioden fra 1947 til 1967.
Bogen har forfatteren skrevet over en 2-årig perioden, afbrudt af udgivelsen af Jørn Damgaard Andreasens første bog ”Banemandens testamente”, som han blev inspireret til under udgravningen af ”Den Genfundne Bro”, og som udkom for et år siden. ”Klokkeklart” manglede således kun en finpudsning da forfatteren i november sidste år fortalte om ”Banemandens testamente” på Gedvedhus.
Men et sådant projekt udvikler sig hele tiden, og noget er endda sidenhen skrevet om:
- Jeg har været på mange oplysende besøg, flere steder er jeg også blevet budt på kage i hyggelige stunder, kunne forfatteren fortælle til bogreceptionen. Noget som på hjemmefronten også er blevet bemærket som ”synligt”, sagde Jørn Damgaard Andreasen med sædvanlig lune.
Og mange, måske endda alle, disse gamle skolekammerater, bekendte, lokalhistorisk bidragende til fortællingen var blandt de fremmødte på Sandvad Kro. Der blev takket, grinet, erindret, trykket hænder og fortalt videre på de mange historier fra dengang. Og der blev af forfatteren i ”Klokkeklart” skrevet kærlige hilsner til de særligt fremmødte på dagen, der forventningsfuldt med bogen under armen skulle hjem for at finlæse forfatterens resultatet af researchen tilsat erindringen, som hos forfatteren er af en hel særlig holdbarhed.
Bogen er udgivet med støtte fra Trailergaarden Gantrup, Entreprenørfirmaet Jens Jørgensen og Sandvad Kro. Jørn Damgaard Andreasen holder foredrag om ”Klokkeklart” torsdag den 29. oktober på Egnsarkivet, Gedvedhus og på Østbirk Bibliotek kort efter årsskiftet.
Bogen er på 358 sider og kan endvidere købes direkte hos forlaget Kahrius i Them.
Klik her, bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis og få nyhederne på din Facebookvæg!